Hobro IK – FC Helsingør 2-0

NordicBet Liga, 5. Marts 2017 på DS Arena

André Riel havde FC Helsingørs største chance tidligt i opgøret mod Hobro, men fik sendt bolden forbi mål. Siden scorede oprykningsfavoritterne to gange på dødbolde efter hjørnespark og sendte FCH hjem med et nederlag på 2-0 i forårspremieren. Arkivfoto: Claus Birch

FC Helsingør måtte tage hjem fra Hobro uden point i forårspremieren, da de nordjyske oprykningsfavoritter sparkede NordicBet Ligaen igang med en 2-0 sejr i den live-transmitterede TV-kamp. Et resultat der ikke kan indvendes så meget imod, set over de 90 minutter, men som måske alligevel kunne have set anderledes ud.

FCH startede nemlig opgøret bedst og fik en stor scoringsmulighed allerede efter ti minutters spil, da André Riel opfangede bolden, efter en kæmpe fejl af hjemmeholdets anfører Mads Justesen. Men FCH-angriberen fik overplaceret sit lop, der trillede forbi målet.

Herefter begyndte de gulblusede stille og roligt at spille sig i kontrol med kampen og FC Helsingør havde svært ved at komme ind på livet af de fysisk stærke Hobro-spillere og deres hurtige kombinationer.

Det gav en stor hovedstødschance til Wilfried Domoraud efter et kvarters spil, som franskmanden imidlertid headede forbi mål.

Omkring den halve time gik det så galt for FCH. Aris Vaporakis fik i første omgang refleksreddet, da en bold fra Morten Bertolt var ved at havne i eget net. På det efterfølgende hjørnespark nåede den norske debutant Yaw Amankwah så først på bolden og kunne i to omgange bringe superliganedrykkerne i front.

Den føring blev fordoblet lige inden pausen, igen i en situation ved forreste stolpe. Endnu et Hobro-hjørnespark var gift for FCH-forsvaret og denne gang var det Domoraud der kunne pande bolden i mål. En situation hvor Aris Vaporakis følte sig screenet i sit forsøg på at nå frem til bolden.

Foran 2-0 var opgøret nu helt i Hobro’s hænder og FC Helsingør formåede på intet tidspunkt i anden halvleg at finde en formel, der kunne rokke ved den føring. Med både Martin Koch og Mads Aaquist på skadeslisten savnede cheftræner Christian Lønstrup offensive muligheder og reelt blev det ikke til meget mere, end Riel´s tidlige chance.

– Det ærgrer mig da helt vildt, for vi vidste, hvad Hobro kom med på dødbolde og alligevel får de to mål efter hjørnespark. Det slår tingene lidt i stykker for os, for deres spillere har hele livet øvet sig i, at komme foran og så forsvare føringen hjem og det gør de godt, sagde Christian Lønstrup til Helsingør Dagblad.

Opgøret i Nordjylland betød debut til Frederik Bay på venstre back og Pierre Larsen længere fremme på venstrekanten. Siden kom også Mathias Johannsen ind til sin første FCH-optræden.

Med nederlaget faldt FCH ned på 8. pladsen, fortsat 6 point fra nedrykningsstregen, men nu med 5 point op til en play-off plads.

NordicBet Liga, 1. Division, 20. runde
Søndag d. 5. marts 2017, kl. 13:45 på DS Arena i Hobro

Hobro IK – FC Helsingør
2-0 (2-0). Tilskuere: 1.033
1-0 Yaw Amankwah (28)
2-0 Wilfried Domoraud (45)

Hobro IK (4-4-2): Jesper Rask – Jesper Bøge (86.: Rune Hastrup), Yaw Amankwah, Mads Justesen (Anf), Björn Kopplin – Martin Mikkelsen, Mads Schäfer, Jonas Brix-Damborg, Lucas Jensen (68.: Kasper Povlsen) – Pål A. Kirkevold, Wilfried Domoraud (65.: Anders Holvad).
Ikke benyttet: Alexander Nybo (M), Mikkel Mejlstrup Pedersen, Onur Albayrak, Quincy Antipas.
Cheftræner: Thomas Thomasberg.

FC Helsingør: (4-3-2-1): Aris Vaporakis – Ricki Olsen, Andreas Holm (Anf), Rasmus Minor Petersen, Frederik Bay (68.: Johannes Ritter) – Morten Bertolt, Mikkel Basse – Anders Holst, Vito Hammershøj-Mistrati (73.: Alexander Fioretos), Pierre Larsen (82.: Mathias Johannsen) – Andre Riel.
Ikke benyttet: Mikkel Bruhn (M), Martin Fisch, Morten Hegaard, Lucas Ohlander.
Cheftræner: Christian Lønstrup

Advarsler: Anders Holst (28), Johannes Ritter (88), begge FC Helsingør.

Dommer: Henrik Overgaard