HB Køge – FC Helsingør 2-0

FCH tabte fysisk slag mod HB Køge

Det kunne næsten ikke have været mere stemningsforladt, da HB Køge lørdag middag holdt generalprøve forud for næste weekends forårspremiere mod FC Fredericia. På en vindblæst bane ved Ravnsborg Hallen i Køge, tog Henrik Pedersens tropper mod FC Helsingør og det var der ikke ret mange der vidste.

Ricki Olsen (FC Helsingør) i kamp med Sylvester Seeger-Hansen (HB Køge) under træningskampen mellem HB Køge og FC Helsingør den 7. marts 2015 i Køge. Foto: Claus Birch
Ricki Olsen i kamp med HB Køges Sylvester Seeger-Hansen. Foto: ClausBirchDK

– Jeg var ude og se en træningskamp mod en kommende modstander i går. Den blev spillet halvanden time før annonceret. Sådan gør vi ikke. Men vi har heller ikke skrevet om kampen, lød det med et skævt smil fra HB Køge træneren, der ikke ville have spioner på sine sidste forberedelser.

Selv gæsterne havde først i sidste øjeblik fået besked om, hvor kampen skulle spilles.

Uden de store vanskeligheder sikrede HB Køge sig en 2-0 sejr, i en kamp der viste, hvor forskellen ligger på fodbold i 1. division og toppen af 2. division øst.

Hjemmeholdet var i hele opgøret stærkest i nærkampene og på en bane der absolut ikke indbød til FC Helsingørs vanlige pasningsspil, blev det udslagsgivende.

HB Køge kom foran efter en dødbold, da backen Kristian Pedersen var trukket med frem i feltet og flot headede over gæsternes ellers lange keeper Mikkel Bruhn. Kort ind i anden halvleg gjorde Kristoffer Munksgaard det til 2-0, da han sikkert afsluttede et ryk på en fin stikning fra dybden.

I modsatte ende var det småt med aktioner fra FC Helsingør, der havde nyerhvervelsen Faton Trstena med i stedet for en småskadet topscorer Martin Koch. Han fik dog ikke vist ret meget og de bedste muligheder for sundbyen stod Ricki Olsen, André Riel og Anders Holst for.

Det var dog reelt HB Køge der kunne have sikret sig en større sejr, da indskiftede Brandao et kvarter før tid formåede at sende bolden over et blankt mål.

Begge cheftrænere måtte undervejs se bekymret til, da først FC Helsingørs Mads Laudrup blev hjulpet ud med en smertefuld knæskade og senere fulgte også hjemmeholdets Kristian Andersen, efter lidt for hidsige dueller.

– Det var svære forhold at spille under. Der var koldt og vinden var kraftig. Men det er, hvad der venter os på søndag, hvor det også er fysikken der bliver afgørende. Så det pæne fodbold er gemt væk lige nu, sagde HB Køges cheftræner Henrik Pedersen efterfølgende.

– Helsingør er et rigtig fint hold og det var en god test for os. Vi fik lagt et højt pres, vundet mange andenbolde og spillet hurtigt frem. Vi var overmatchet på træningsturen til USA, så det var godt at vinde i dag og holde nullet, tilføjede han.

Trods nederlaget var FC Helsingørs cheftræner Christian Lønstrup også fint tilfreds.
– Fysikken blev udslagsgivende og det giver os jo en idé om, hvor langt fra vi er, hvis vi skulle rykke op. Men i spillet ud på banen synes jeg, at vi var på niveau.

Mens HB Køge startede forårssæsonen fredag mod FC Fredericia, har FC Helsingør endnu to uger til at pudse form af.

Træningskamp
Lørdag d. 7. marts 2015, kl. 12 ved Ravnsborg Hallen i Køge
HB Køge – FC Helsingør
2-0 (1-0). Tilskuere: 10
1-0 Kristian Pedersen (27)
2-0 Kristoffer Munksgaard (48)

HB Køge: Frederik Due – Delphin Tshiembe, Søren Henriksen, Casper Grønn, Kristian Pedersen – Kristoffer Munksgaard, Kristian Andersen, Sylvester Seeger-Hansen, Jonas Thomsen – Philip Zinckernagel, Nikolaj Hansen.
Indskiftet: Sami Kamel, Radanfah Abu Bakr, Brandao, Rasmus Nielsen, Bruninho, Alexander Ludwig.

FC Helsingør: Mikkel Bruhn – Kasper Enghardt, Bobby Alm Nilsson, Andreas Holm, Alexander Augustesen – Ricki Olsen, Klaus Lykke, Mads Laudrup, Anders Holst – André Riel, Faton Trstena.
Indskiftet: Mikkel Ketelsen, Frederik Mehder, Jannik Zimling, Mads Aaquist, Nicklas Skou, Mads Danekilde, Hulusi Dolar.