Tre spillere forlader FC Helsingør ved årsskiftet, meddeler klubben i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om de to målmænd Frederik Mehder og Christoffer Ringø, samt midtbanespilleren Mikkel Ketelsen.
Frederik Mehder kom til FC Helsingør i sommeren 2014 fra Boldklubben Frem, men fik store dele af efteråret 2015 ødelagt grundet en skade og nåede ialt kun 8 førsteholdskame.
– Frederik er en talentfuld og dygtig målmand, men hans sidste periode blev desværre spoleret af en skade. Jeg tror på at det vil være godt for ham at få en frisk start i en anden klub. Vi ønsker ham alt det bedste, og jeg er sikker på at “Frede” kan blive en gevinst for hans fremtidige klub. Jeg kan kun rose ham for en altid professionel og seriøs indstilling, siger FC Helsingørs direktør Janus Kyhl som fortæller at der var enighed om at ophæve samarbejdet.
Mikkel Ketelsen kom til FC Helsingør fra BSV i sommeren 2014, men har haft svært ved at få spilletid i denne sæson.
– Mikkel har desværre haft langt til spilletid og da han samtidig har gang i en spændende civilkarriere, er det naturligt at han finder en klub hvor han har spilletid i udsigt. Det er mange timer der bruges på lange ture til Jylland, men Mikkel har leveret en upåklagelig indsats i sin tid i klubben, og vi har bestemt været glade for Mikkel og hans indsats for os, siger Janus Kyhl om spilleren der nåede 10 kampe og vandt Danmarksmesterskabet for U21 med FCH.
Christoffer Ringø blev i sommeren 2015 hentet op fra FC Helsingørs U19 hold, hvor han var førstemålmand, men har kun fået en enkelt førsteholdskamp – i DBU Pokalen mod Tårnby.
– Christoffer har ikke udsigt til spilletid, og vi vurderer at det vil være godt for ham at komme ud og få noget spilletid, så han kan videreudvikle sig som målmand. Vi er netop nu ved at afsøge området, og jeg forventer at Christoffer vil fortsætte i en lokal klub, hvilket samtidig giver mulighed for en løs tilknytning til FC Helsingør. Vi ønsker Christoffer alt det bedste videre frem, og glæder os til at følge hans udvikling” afslutter Janus Kyhl.