FCH henter Vejle-anfører Jacob Schoop

Halvanden-årig kontrakt til den rutinerede superligaspiller

Jacob Schoop (tv) i kamp med Tobias Christensen under kampen i NordicBet Ligaen mellem Vejle Boldklub og FC Helsingør den 21. maj 2017 på Vejle Stadion. Nu er Schoop FCH-spiller de næste halvandet år. Foto: Claus Birch

Efter ugers stilhed har FC Helsingør her til aften smidt en regulær transferbombe, med meddelelsen om at klubben henter Vejles anfører og kulturbærer Jacob Schoop på en kontrakt til sommeren 2023.

FCH-træner Morten Eskesen har længe ønsket sig forstærkning til den centrale midtbane. Dén har han fået i dag, med en tilgang fra en af de øverste hylder. Således har Vejle Boldklub fra 3F Superligaen accepteret at sige farvel til deres mangeårige anfører, 33-årige Jacob Schoop, der fortsætter karrieren i Helsingør.

– Vi er helt ekstremt glade for og stolte over, at Jacob skifter til FC Helsingør. Det er en spiller med en masse erfaring og en masse kompetencer både på og uden for banen. Vi henter her en spiller, som er meget mere end en fodboldspiller, og han er en stor gevinst for FC Helsingør. Schoop har længe været øverst på vores ønskeliste, han nærmede sig udløb med Vejle, og nu har vi ham, siger sportschef Brian Gellert til Helsingør Dagblad.

Jacob Schoop, der havde et halvt år tilbage af sin igangværende aftale, trådte sine barnestøvler i B.1909, hvorfra han tog til OB og fik Superligadebut i 2012. Efter 61 SL-kampe for fynboerne fulgte et lille år på Island hos KR Reykjavik inden han landede i Vejle i sommeren 2016. Her udviklede han sig til at blive noget af en kulturbærer og en hovedperson i VB’s tilbagevenden til Superligaen to år senere. I alt blev det til 149 kampe i den røde trøje og det er flotte ord den nye FCH’er får med fra Nørreskoven.
– Schoop kom til Vejle Boldklub i sommeren 2016 og har gennem årerne været en leder i omklædningsrummet og haft en vigtig rolle i at integrere nye spiller. En god ambassadør for Vejle Boldklub og med anførerbindet om armen også en spiller, der har skrevet sig ind i klubbens historie. Jacob Schoop er en medvirkende årsag til, at Vejle Boldklub både gennem årene og nu har et stærkt og velfungerende omklædningsrum. Samtidig har Schoop været en stærk repræsentant for de værdier, en VB’er skal kendetegnes ved. Jeg takker Schoop for indsatsen i den røde trøje og ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger adm. direktør Henrik Tønder til klubbens hjemmeside.

FAKTA
Jacob Schoop (f. 23.12.1988)
Position: Central midtbane
Klubber: B.1909, FC Fyn, OB, KR Reykjavik (Island), Vejle Boldklub, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Kontrakt med FCH til 30. juni 2023

Jacob Schoop er pudsigt nok i Tyrkiet netop nu, hvor Vejle Boldklub er på træningslejr i Belek. Dér tager FC Helsingør ned på søndag og så skifter midtbanespilleren hotel og møder sine nye holdkammerater for første gang.

Om skiftet, der sender ham en række ned, siger hovedpersonen selv.
– Det var en mulighed, der opstod nu, og jeg har haft en god fornemmelse med FC Helsingør, der rigtig gerne ville have mig, og jeg synes, det er et super spændende projekt, som jeg gerne vil være med til at føre op i Superligaen. Jeg har været glad for at være i Vejle, men udsigterne til spilletid er længere, end jeg ønsker, og derfor var klubben og jeg enige om, at det her var bedst for alle parter. Jeg følger med i 1. division, og jeg har set en hel del af deres kampe. FC Helsingør spiller god og fremadrettet fodbold, som passer rigtig godt til den måde, jeg gerne vil spille på, så vi bliver helt sikkert et godt match, siger Jacob Schoop til Helsingør Dagblad.

Jacob Schoop har fået en kontrakt til sommeren 2023.