Det var eksperimenternes eftermiddag, da FC Helsingør stillede op mod Limhamn Bunkeflo fra 1. Division Södra – den tredjebedste svenske række.
Udover den småskadede Anders Holst valgte cheftræner Benny Gall således også at spare Casper Offenberg, der har overbelastet sit knæ. De to var dog ikke værre stillet, end at de sammen med Lasse Qvist og Frederik Frick kunne gennemføre løbe- og styrketræning før opgøret.
Det betød at Peter Benjaminsen fik lov at prøve kræfter med Jonathan Nielsen helt på toppen, indtil han tyve minutter før tid veg pladsen til fordel for Frem Hellebæks prøvespiller Mikkel Knudsen.
Med både Benjaminsen og Holst ude, kunne der eksperimenteres på kanterne, hvor Bjarke Jacobsen rykkede ud og tog venstre side i første halvleg og gik modsat efter pausen. I første halvleg var unge Mathias Pepke på venstre kant, hvor han byttede med nytilkomne Matthias Andersen i de sidste 45 minutter.
FC Helsingørs opstilling lignede således på flere pladser en solid svensk “pytt i panna”, og det udnyttede gæsterne til en føring på 2-0 midtvejs i første halvleg.
Efter en lidt famlende start fik FC Helsingør spillet sig ind i opgøret, men svenskerne stod lavt i en meget stram 4-4-2 og var især gode i omstillingsspillet. Begge de situationer der førte til mål, vil Benny Gall dog nok mene, burde have været afværget.
Efter pausen kom Limhamn under et massivt pres i samtlige 45 minutter, hvor FC Helsingør da også kom til mange afslutninger og producerede mange store målchancer.
Det lykkedes dog kun at score en enkelt gang ved Morten Juul Hansen, der trods en plads som venstre back i det meste af halvlegen, kom frem til ikke færre end fem kvalificerede afslutninger.
Trods nederlaget var der mange gode momenter i FC Helsingørs spil, der gradvist bliver bedre fra kamp til kamp.
FC Helsingør – Limhamn Bunkeflo
1-2 (0-2). Tilskuere: 30
4.: 0-1 Jonas Claesson
22.: 0-2 Jonas Claesson
67.: 1-2 Morten Juul Hansen