Brøndby IF lejer Emil Morgan med købsoption

Skal spille i U19 Ligaen for de blå/gule

Emil Morgan er nu Brøndby IF spiller frem til næste sommer – måske længere. Foto: Claus Birch

Det ombejlede stortalent Emil Morgan synes tabt for FC Helsingør, endnu inden han for alvor har haft mulighed for at blomstre på klubbens bedste hold. På transfervinduets sidste dag stod det klart, at Brøndby IF har vundet kampen om offensivspilleren der efter sigende har været på listen hos flere klubber i ind- og udland.

Klubben fra vestegnen har lejet 17-årige Emil Morgan for resten af indeværende sæson, vel og mærke med en købsoption inkluderet. Det var i første omgang Tipsbladet der bragte historien, som siden blev bekræftet af FC Helsingørs cheftræner Lluís Planagumà.

– Det er en fantastisk mulighed for Emil, som vi selvfølgelig ikke skal stå i vejen for. Hvis Brøndby ikke vil købe ham om et år, vender han tilbage til os. Hvis de ønsker at købe ham, er det fordi, han har øget sin værdi i den sæson, siger Planaguma til Helsingør Dagblad.

Emil Morgan er født i Helsingør og spillede i Snekkersten IF inden han blev en del af FCHs Talentakademi. Sidste sommer skrev han en 3-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.

Allerede som 16-årig blev han en del af førsteholdstruppen og debuterede i august 2024 mod Nykøbing FC, hvor der også blev til scoring i 4-0 premieresejren.

Han er indtil nu noteret for 21 kampe og 2 mål på førsteholdet, mens det sidste sæson også blev til 19 kampe og 10 mål i U19 Divisionen.

For mindre end en måned siden blev et muligt salg af Emil Morgan luftet for første gang af FCH-træner Lluís Planagumá.
– Når han har bolden, sker der noget, fordi han tager gode beslutninger, som ingen havde set komme. Han skal fortsat udvikle sig fysisk, men han har kvaliteterne til at komme til udlandet en dag, det er helt sikkert, sagde Lluís Planagumá til Tipsbladet og tilføjede at FCH ikke kan tilbyde Morgan hvad de store klubber kan, så længe FCH ligger i 2. division.

Emil Morgan er udset til at spille på Brøndby IFs hold i U19 Ligaen og får med skiftet givetvis endnu bedre mulighed for at udvikle sit store potentiale.

Med skiftet har FC Helsingør indenfor to måneder mistet sine ubestridt to største ungdomstalenter, idet Hjalte Lærke i juli blev solgt til italienske US Lecce.