Resultatmæssigt var der intet at komme efter, men som træningskamp betragtet, var der meget FC Helsingør kunne tage med hjem fra lørdagens træningskamp mod FC Nordsjælland i Farum Park.
Begge mandskaber manglede en god håndfuld fra den formodede ideal 11-er, men niveaumæssigt gjorde det ingen forskel i en kamp, hvor hjemmeholdet var bedst, målt på alle parametre.
Bare fem minutter var der spillet før der stod 1-0 på lystavlen, da Oliver Thycosen søgte ind fra sin venstrekant og nettede tæt ved stolpen. FC Helsingørs spillere forsøgte at spille sig ud af hjemmeholdets tunge pres, men havde ikke bolden ret længe ad gangen.
Det gav ikke mange regulære målchancer. Tættest på var Ricki Olsen efter 18 minutter, da han afsluttede et fint indlæg fra en ihærdig Jonas G. Hansen.
Meget mere formåede FCH ikke at true keeper David Jensen med i de første 45 minutter, hvor man måtte love for en stærkt spillende Mikkel Bruhn i målet. Han kunne dog ikke forhindre Oliver Thycosen i at øge til 2-0 på en perleaflevering fra Lasse Petry.
Thycosen nåede også at fuldende sit hattrick, da han efter bandespil øge til 3-0 og kunne lade sig udskifte i pausen efter en overbevisende indsats.
FC Nordsjælland benyttede de sidste 45 minutter til at præsentere de seneste nye navne, Godsway Donyoh og Collins Tanor samt et par unge spillere fra akademiet.Spillemæssigt var FC Helsingør mere med i kampen efter pausen, men tilspillede sig ingen nævneværdige muligheder. Istedet blev det 4-0 da Adnan Mohammad scorede på oplæg fra Godsway Donyoh.
– Jeg evaluerer kun på præstationen og hvad man byder ind med, ikke på resultatet, sagde Christian Lønstrup efter opgøret.
– Hvis jeg ser bort fra målene, er jeg meget tilfreds. Det er en kamp, som vi får rigtig meget ud af. Vores startellever ved jeg godt hvad kan, men i dag får jeg lov at se vores perifi-spillere, tilføjede FCH-træneren, med tanken på de profiler der måtte kigge på med skader og sygdom.
– Jeg prøvede at tvinge spillerne til at spille op ad banen, selv med en mand i ryggen. Hvis vi ikke prøver noget mod sådan en modstander, får vi intet ud af sådan en kamp, lød det fra Lønstrup, hvis spillere holdt konceptet og på intet tidspunkt forsøgte at losse sig ud af det massive pres.
FCH-træneren havde valgt at se bort fra nytilkomne Morten Bertolt, men også navne som Mads Aaquist, Mikkel Knudstrup, Andreas Holm, Martin Koch, Anders Holst og Daniel “Elly” Pedersen havde fået fri.
Der var fuld spilletid til den prøvespillende venstreback Jasin Khayat samt Danny Mirabel, mens Oliver Hansen fik den sidste halve time i det centrale forsvar. Prøvespilleren Gustav Therkildsen er derimod ikke længere i klubben, men er vejet for let og sendt tilbage til Lyngby efter testkampene mod OB og Avarta.
Galleri fra kampen her: 30 Jan 2016 FC Nordsjælland – FC Helsingør
Træningskamp
Lørdag d. 30. januar 2016, kl. 15:00 i FarumPark
FC Nordsjælland – FC Helsingør
4-0 (3-0). Tilskuere: 100
1-0 Oliver Thycosen (5)
2-0 Oliver Thycosen (36)
3-0 Oliver Thycosen (41)
4-0 Adnan Mohammad (54)FC Nordsjælland (4-3-3): David Jensen – Johannes Ritter, Jonathan Vervoort, Ramón Rodrigues, Nicklas Mouritsen – Lasse Petry (Anf), Mathias Jensen, Emiliano Marcondes – Adnan Mohammad, Souheib Dhaflaoui, Oliver Thycosen.
Indskiftede reserver: Godsway Donyoh, Joshua John, Collins Tanor, Victor Tranberg, Oliver Miltoft, Lucas Haren.
Cheftræner: Kasper Hjulmand.FC Helsingør (4-4-1-1): Mikkel Bruhn – Mads Danekilde, Kasper Enghardt (Anf), Rasmus Minor Petersen, Jasin Khayat – Christoffer Boateng, Dia Raofat, Jonas G. Hansen, Ricki Olsen – Philip Zinckernagel – Danny Mirabel.
Indskiftede reserver: Aris Vaporakis (M), Daniel Thorup, Anders Junge, Oliver Hansen.
Cheftræner: Christian Lønstrup.