
På to scoringer af en storspillende Alexander Petræus tog FCH sæsonens tredje hjemmesejr. Et opgør hvor Sundby BK chokstartede, med siden blev overmatchet af et hårdt kæmpende FCH-hold, der sad på hovedparten af boldomgangen.
FC Helsingør kom igen på sejrskurs og spillede sig tilbage i top 6, da holdet søndag middag besejrede Sundby Boldklub 2-1. En sejr der kom i hus på en god portion hårdt arbejde, mod et gæstehold der kun i korte perioder fik lov at styre spillet.
Det har været en hård sæsonstart for Sundby Boldklub, med bare en enkelt sejr hidtil i efteråret. Tilmed fik amagerkanerne kærligheden at føle i torsdags, hvor holdet blev smidt ud af pokalturneringen med et 0-7 nederlag til FC Midtjylland.
Et resultat der dog ikke havde fået cheftræner Thomas Karabulut til at ændre sin startformation, der var uændret til opgøret i Helsingør.
Det samme kan ikke siges om FC Helsingør, hvor cheftræner René Skovdahl og hans team havde rystet posen grundigt efter 1-2 nederlaget til Brønshøj. Det betød at FCH for første gang i år afveg fra den traditionelle 4-4-2 formation, til fordel for en opstilling som nok bedst kunne betegnes 3-4-3.
En treback linje med Ilias Hassan, Sebastian Laustsen og anfører Nichlas Vesterbæk var flankeret af Nikolaj Bagger og Oliver Hald, mens den centrale midtbane bestod af rutinerede Mathias Kisum og debuterende Bror Blume. Helt i front lå Jacob Hjorth, der havde et par særdeles offensive kanter i Alexander Petræus og Yohji Koré.
Sundby Boldklub er efter cheftræner Thomas Karabuluts mening ubetinget bedst på kunstgræs og det fik de lov at understrege straks fra kampstart. Der gik mindre end tre minutter før bolden lå i nettet bag Alexander Hasmark Jensen, da ingen var opmærksomme på gæsternes anfører Johan Becker der skød frem fra midtbanen og udnyttede et kæmpe hul i FCHs centrale forsvar.
Kort efter sendte Elias Eriksen en afslutning tæt forbi fjerneste stolpe, inden Johan Becker igen forsøgte sig udefra.
En livlig start på kampen, som FCH derefter fik kontrol over. Alexander Petræus svarede hurtigt igen, men hans afslutning tæt under mål blev blokeret til hjørnespark.
FCH havde tydeligvis læst på lektien, om at gæsterne ikke skulle have ro på bolden til deres opbyggende spil. Der blev presset meget højt og løbet mange meter hos de lyseblå, der som belønning vandt kampen om midtbanen, hvor det pyntede med den erfarne duo Kisum og Blume. Sidstnævnte i en mere offensiv rolle, mens Kisum var den centrale spilopbygger.
Selvom FCH havde et stort overtag på bolden, var det dog småt med de helt åbne chancer. Indlæggene og kombinationsspillet ind i feltet manglede lige den sidste præcision.
Mest iøjnefaldende på FC Helsingør mandskabet var uden sammenligning Alexander Petræus, der arbejdede stenhårdt på højrekanten og tog mange – også forgæves – løb i holdets tjeneste.
At hårdt arbejde betaler sig, blev imidlertid understreget denne søndag. Godt ti minutter før pausen stak Mathias Kisum bolden dybt til Petræus, der fra en spids vinkel sendte udligningen i nettet.
Kort før pausen måtte gæsterne udskifte spidsangriberen Karlo Trkulja, efter en hård tackling af Sebastian Laustsen. Ind kom i stedet den tidligere FCH-spiller Noah Jakobsen, der skiftede til Sundby BK denne sommer.
Uheldet betød fire minutters ekstra spilletid i første halvleg og de blev dyre for Sundby. Igen stak Alexander Petræus afsted, denne gang efter et hovedstød over en kvart banelængde fra Jacob Hjorth. FCH-kanten maste sig forbi sin oppasser og sendte bolden i mål til 2-1.
En scoring der medførte store protester fra gæsterne, der mente at Petræus havde brugt hånden til at få bolden med sig. Ikke mindst Sundby-træner Thomas Karabulut var oppe på den høje klinge og konfronterede dommer Karl Emil Tang Nielsen inde på banen. Det medførte ikke overraskende et rødt kort til den iltre cheftræner.
FCH fastholdt det høje pres det meste af anden halvleg, hvor Alexander Petræus fik chancen for et hattrick efter tyve minutters spil. Nikolaj Bagger sendte FCH-fløjen afsted på en lang bold, men vinklen blev for spids og Lucas Poulsen i Sundby-målet greb sikkert ind.
Med overtaget in mente burde FCH have lukket kampen tidligere. Det skete ikke og så var der lagt op til en intens afslutning, hvor Sundby kastede alt frem. Det var ved at gå galt dybt inde i overtiden, hvor Alexander Hasmark måtte parere en afslutning fra indskiftede Rasmus Fink Hansen til hjørnespark.
Opgøret sluttede med en noget oppisket stemning mellem de to hold, hvor dommer Karl Emil Tang Nielsen måtte uddele 5 advarsler i de sidste godt ti minutter.
Sejren var FCHs tredje på stribe – i 3. division – på hjemmebane. På lørdag skal de lyseblå så forsøge at reparere på den knap så imponerende udebanestatistik, når det gælder Næsby i Odense.
Matchfacts
3. Division, søndag den 13. september 2026 kl. 13 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – Sundby Boldklub
2-1 (2-1). Tilskuere: 377
0-1 Johan Becker (3)
1-1 Alexander Petræus (36) Assist: Mathias Kisum
2-1 Alexander Petræus (45+2) Assist: Jacob Hjorth
FC Helsingør (3-4-3): Alexander Hasmark Jensen Ilias Hassan, Sebastian Laustsen, Nichlas Vesterbæk (Anf) – Nikolaj Bagger, Mathias Kisum, Bror Blume*, Oliver Hald (70.: Marc Winkel) – Alexander Petræus (86.: Frederik Winding), Jacob Hjorth (70.: Lucas Borén), Yohji Koré (78.: Elias Rørsted Christensen).
Ikke benyttet: Eliot Guindy (M), Mikka Heller, Sigurd Ulriksen, Gustav Johansen, Marc Birkelund.
Cheftræner: René Skovdahl
*Debut
Sundby BK (4-3-3): Lucas Poulsen – Magnus Langhorn (59.: Magnus Krogh), Mads Jørgensen, Oliver Karlsen (84.: Miran Cengiz), Benjamin Juel-Berg – Mohamed Belmaillah (59.: Nicklas Bondo), Gustav Frederiksen (59.: Rasmus Fink Hansen), Johan Becker (Anf) – Giran Pyne-Cole, Karlo Trkulja (44.: Noah Jakobsen), Elias Eriksen.
Ikke benyttet: Dimitrije Jensen (M), Casper Illum, Nicolai Jacobsen, Lauge Carstensen.
Cheftræner: Thomas Karabulut
Advarsler (7): Alexander Petræus (84), Marc Winkel (86), Ilias Hassan (90+4), alle FCH. Giran Pyne-Cole (41), Mads Jørgensen (55), Noah Jakobsen (94), Nicklas Bondo (93), alle SBK.
Udvisning (1): Thomas Karabulut, cheftræner (45+3), SBK.
Dommer: Karl Emil Tang Nielsen