FC Helsingør – Sundby BK 1-0

Træningskamp, 23. juli 2025 på Helsingør Stadion

Tobias Nielsen scorer til 1-0 i træningskampen mod Sundby Boldklub – et af kampens eneste lyspunkter. Foto: Andreas Birkebæk.

Et drømmemål af nytilkomne Tobias Nielsen gav FCH en 1-0 sejr over Sundby Boldklub i sommerens fjerde testkamp. Spillemæssigt var det imidlertid ingen drøm at overvære det jævnt kedelige opgør, hvor de lyseblå havde svært ved at sætte spillet sammen.

Med blot 9 dage til sæsonpremieren mod Skive IK, begynder man at kunne se afslutningen på FC Helsingørs pre-season forberedelser. At dømme efter aftenens kamp mod 3. divisionsholdet fra Sundby Boldklub, kunne FCH måske godt have brug for lidt mere tid. For der var meget, som ikke lige sad i skabet og cheftræner Lluís Planagumà har nu kun en enkelt træningskamp tilbage – mod FA2000 på lørdag.

Sundby Boldklub reddede livet i 3. division på sidste spilledag og har i opstartsfasen tabt hele 1-7 til AB og 0-1 til Vanløse IF. Men der var ikke meget i aftenens kamp, der antydede at der var en række imellem de to mandskaber.

FCH havde bolden meget, men fik utrolig lidt ud af det. De chancer der trods alt kom, snuppede gæsternes velspillende målmand Magnus Madvig. Men de lyseblå havde generelt svært ved at få spillet til at hænge sammen og smed alt for mange bolde væk med individuelle fejl.

Det var ellers en startopstilling der ikke umiddelbart var langt fra de elleve som kunne tænkes at løbe på banen mod Skive IK den 1. august. Oliver Drost fik en halv time – og dermed de første minutter – i sommerens træningskampe, mens Rasmus Sjøholm på kanten fik spilletid fra start i stedet for Frederik Karlsen. Sidstnævnte overtog anførerbindet da Mikkel Knudsen forlod banen et kvarter før tid.

Kampens eneste mål var lidt af en perle. For anden kamp i træk kom unge Tobias Nielsen på måltavlen, da han i første halvlegs døende minutter drejede bolden op i målhjørnet.

FCH skiftede mange efter pausen og det gjorde ikke noget godt for spillet. Sundby fik mere spil og havde de fleste chancer.

Alt i alt var det ikke en specielt opløftende træningskamp for et FCH-hold der så trætte ud.

Næste – og sidste – træningskamp er på lørdag, hvor FCH møder FA 2000. Den kamp spilles kl. 11.30 på DBU banen ved siden af stadion, der er lejet ud til Hillerøds kamp mod AaB i 1. division.

Matchfacts
Onsdag den 23. juli 2025 kl. 18 på  Helsingør Stadion
FC Helsingør – Sundby Boldklub (3. Division)
1-0 (1-0). Tilskuere: 150
1-0 Tobias Nielsen (45)

Advarsler (0): Ingen

FC Helsingør (4-1-2-3): Hjalte Petersen (73. Frederik Enggaard) – Nikolaj Bagger (78.: Rasmus Dupont), Mikkel Knudsen (Anf) (73.: Nikolaj Larsen), Sebastian Slettegaard (73.: Elias Rørsted Christensen), Mathias Brems (73.: Jonas Idris) – Dimitri Kassekar (66.: Ameth Diouf) – Robert Marcus, Tobias Nielsen (46.: Souheib Dhaflaoui) – Rasmus Sjøholm (73.: Emil Morgan (89.: Nikolaj Bagger), Oliver Drost (31.: Rasmus Dupont (73.: Thomas Basbøll), Tobias Augustinus-Jensen (46.: Frederik Karlsen).
Cheftræner: Lluís Planagumà

Sundby Boldklub (4-3-3): Magnus Madvig – Emil Street, Mads Jul Jørgensen, Gustav Frederiksen, Magnus Vandal – Lucas Ravn, Johan Becker (Anf), Julius Hamburger-Toft – Magnus Krogh, Yaw Kyei, Elias Eriksen.
Reserver: Ikke oplyst
Cheftræner: Thomas Karabulut

Dommer: Frederikke Lydia Søkjær