
Trods et føringsmål af Jacob Hjorth et kvarter før tid, tabte FC Helsingør fortjent fredagskampen mod et Brønshøj-mandskab, der langt bedre håndterede den regntunge bane i Tingbjerg.
FC Helsingør fik sig i dobbelt forstand en dukkert i aftenens opgør i Tingbjerg Idrætspark, hvor Brønshøj Boldklub i silende regn snuppede en 2-1 sejr, med to scoringer i kampens sidste ti minutter.
Et resultat der nøgternt set er til at leve med, hvis ikke det lige var fordi FCH bragte sig foran med bare 13 minutter tilbage på stadionuret og burde have kørt mindst det ene point i hus.
Cheftræner René Skovdahl havde to ændringer i startopstillingen i forhold til sejren over Ishøj sidste weekend. Lidt overraskende gav han debut til 20-årige Sebastian Laustsen på venstre back, selvom den tidligere Silkeborg-spiller fortrinsvis har gjort sig i det centrale forsvar. FCHs to sædvanlige kandidater til backpladsen – Oliver Hald og Elias Rørsted Christensen – var begge på bænken.
På midtbanen var Alexander Petræus tilbage i højre side, mens Mathias Kisum tog pladsen centralt sammen med Gustav Johansen, hvilket havde sendt Frederik Winding ud blandt reserverne.
Brønshøj havde genvalg til alle de 11, som sikrede holdet en 2-0 sejr sidste weekend mod Hørsholm-Usserød IK.
Regnen faldt fra kampens start, hvor de to hold lagde forholdsvis jævnbyrdigt ud. Hvepsene satte sig imidlertid mere og mere på kampen, fik spillet bolden godt rundt og sendte FCH-spillerne på mange forgæves løbeture.
Efter 14 minutter fik de sort-gule kampens første store chance, da den tidligere FCH-spillere Pierre Larsen satte en tung Laustsen fuldstændig af på kanten. Brønshøj-anførerens flade indlæg blev mødt af Nikola Stojanovic, der tæt under mål formåede at sparke bolden over både Alexander Hasmark Jensen og målrammen!
Generelt kom FC Helsingør til at stå alt for dybt og det gav hjemmeholdet flere giftige forsøg fra distancen på den våde og glatte bane.
I stedet levede FCH på omstillinger og man skulle hen omkring den halve time, før det gav en smule idé. Desværre for de lyseblå afsluttede Yohji Koré svagt og gav ikke Lucas Chang-Andersen de store udfordringer.
Målløst ved pausen skulle FC Helsingør være mest tilfredse med. René Skovdahl tog konsekvensen og skiftede uprøvede Laustsen, der havde set lidt for meget af ryggen på Pierre Larsen i de første 45 minutter. I stedet kom Elias Rørsted Christensen ind på sin vante plads.
Anden halvleg startede klart bedre, set med FCH-briller. Og for de små 600 tilskuere der skuttede sig på tribunen, var der også noget at varme sig på straks fra start.
Efter fem minutter fik Yohji Koré en gigantisk chance, da Mathias Kisum spillede franskmanden igennem til en friløber. Lucas Chang-Andersen reddede imidlertid med en fornem fodparade og returen fik Jacob Hjorth lige præcis ikke ram på.
Bare minuttet efter var det så Alexander Hasmark der brillerede med en fodparade, da FCHs centrale forsvar blev spillet tyndt og Morten Olsen fik afsluttet lige på FCH-keeperen.
I modsætning til første halvleg, havde FCH meget bedre fat efter pausen. Der kom mere fart i afleveringer, spillet blev bredt ud og det gav mere pres på hvepsenes forsvar, der især havde deres hyr med fysisk stærke Yohji Koré.
Gæsternes føringsmål kom dog fra andre fødder. Efter et elegant skift fra Marc Winkel til Alexander Petræus i modsatte side, satte FCH-kanten fart og afsluttede mod fjerneste hjørne. Lucas Chang-Andersen fik lappen på, men bolden sprang ud til Jacob Hjorth der sikkert satte den i det tomme mål.
Fortjent var det næppe, men med bare 13 minutter tilbage lignede det tredje hjemmebanenederlag på stribe for de hvepsestribede.
Sådan kom det ikke til at gå. FCH skiftede to mand og inden Frederik Winding og Lucas Borén havde nået at finde sig til rette, havde Brønshøj udlignet. Denne gang var det gæsternes højre forsvarsside der så skidt ud og da Ilias Hassan blev snøret af Otto Dupont, endte bolden inde foran mål, hvor Morten Olsen snurrede rundt og bankede den i nettet fra klos hold.
Udligningen gav både hjemmeholdet og publikummet et ekstra gear og nu så benene meget tunge ud på FCH-spillerne.
Det blev dyrt fire minutter før tid, da Otto Dupont (ham igen!) løb fra Winding og serverede et perfekt indlæg til indskiftede Anders Fæster. Den tidligere ungdomsspiller i AGF steg til vejrs og headede lige så flot bolden over i det lange hjørne. Et mål lige til fodbolden instruktionsbog.
Total nedtur for FCH, der ikke fik sat noget som helst konstruktivt sammen i slutfasen, trods fem minutters tillægstid fra dommer Søren Knudsen.
Ufortjent var det dog ikke og i sidste ende betalte FC Helsingør nok prisen for en første halvleg, hvor man brugte mange kræfter på den regntunge bane. Markeringerne lod meget tilbage at ønske i slutfasen, hvor tre sene udskiftninger virkede i underkanten. Flere friske ben tidligere i opgøret havde måske – i bagklogskabens lys – gjort underværker.
Sæsonen er stadig ung, men ligner nu tegner sig et billede at et hold, der skal have lidt mere kontrol på den centrale midtbane og dermed mulighed for at tage styringen af kampene. Nytilkomne Bror Blume, der var ude af dette opgør på grund af sygdom, er forhåbentlig en del af løsningen …..
Næste opgave er søndag, hvor Sundby Boldklub gæster Helsingør Stadion.
Matchfacts
3. Division, fredag den 4. september 2026 kl. 19 i Tingbjerg Idrætspark
Brønshøj Boldklub – FC Helsingør
2-1 (0-0). Tilskuere: 591
0-1 Jacob Hjorth (77) Assist: Alexander Petræus
1-1 Morten Olsen (81)
2-1 Anders Fæster (86)
Brønshøj BK (4-2-3-1): Lucas Chang-Andersen – Pierre Larsen (Anf), Tobias Noer (75.: Johan Haslund), Lukas Kiilerich, Otto Dupont – Hjalte Toftegaard, Alexander Stjernegaard (80.: Anders Fæster) – Tobias Friis (60.: Frederik Nedergaard), Essam Salamoun (75.: Anton Boye), Nikola Stojanovic (60.: Viktor Faaborg Christensen) – Morten Olsen.
Ikke benyttet: Lucas Wernblad (M), Kasper Heerfordt, Villads Gudbrand, Emil Borella.
Cheftræner: Jan Faber
FC Helsingør (4-4-2): Alexander Hasmark Jensen – Ilias Hassan, Mikka Heller, Nichlas Vesterbæk (Anf), Sebastian Laustsen (46.: Elias Rørsted Christensen) – Alexander Petræus (80.: Frederik Winding), Mathias Kisum, Gustav Johansen, Marc Winkel (87.: Ramesh Delsouz) – Jacob Hjorth (80.: Lucas Borén), Yohji Koré.
Ikke benyttet: Eliot Guindy (M), Nikolaj Bagger, Oliver Hald, Sigurd Ulriksen, Marc Birkelund.
Cheftræner: René Skovdahl
Advarsler (3): Tobias Friis (42), Otto Dupont (56), Jan Faber, cheftræner (89), alle BB.
Dommer: Søren Knudsen