Efter længere tids forhandlinger, er der nu sat en prop i spekulationerne om Ricki Olsens fremtid. Den rutinerede viceanfører – og holdets ældste spiller – har forlænget sin kontrakt med FC Helsingør for yderligere en sæson.
Ricki Olsen (f. 21.10.1988)
Position: Forsvar/Kant
Klubber: Brøndby IF, Randers FC, Viborg FF (leje), Næstved Boldklub, Nordvest FC, FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 90 / 17
Landskampe: Danmark U21 (2 kp) i 2009
Kontrakt til: 30.06.2018
Dermed er klubbens mest superliga-rutinerede spiller klar til den forestående sæson og det glæder cheftræner Christian Lønstrup.
– Ricki er en kulturbærer, der har været med helt fra starten af turen op fra 2. Divison. Han er en meget alsidig spiller, der kan bruges næsten overalt på banen, og jeg forventer af ham, at han melder ind fra starten og går forrest for truppen. Han er en af de eneste der har erfaring fra Alka Superligaen, og han træner altid godt og har en super indstilling til tingene, og vil om nogen den her klub, så det var helt naturligt at forlænge med ham. Han har en masse erfaring, og er også på den måde enormt vigtig for truppen og i omklædningsrummet. Vi er rigtig tilfredse med, at vi er lykkedes med at holde på ham, siger Lønstrup til klubbens hjemmeside.
28-årige Ricki Olsen kom til FC Helsingør fra Nordvest FC tilbage i sommeren 2014 og er dermed en af holdets rutinerede kræfter. Han er også en af de få med erfaring fra den bedste række, hvor han spillede 48 kampe for Randers FC fra 2008 – 10.
– Nu kan jeg koncentrere mig om fodbolden, så det er rigtig rart at det er faldet på plads. Nu hedder det Superliga, og det er jeg meget glad for, og stolt af. Jeg kommer til at få en lidt anden rolle end tidligere. Jeg er en af de rutinerede i vores trup, så jeg skal prøve at dele ud af mine erfaringer til de lidt yngre spillere. Men jeg synes vi har en god trup, så vi skal forsætte det hårde arbejde frem mod sæsonstart, og så skal vi nok være klar, når Superligaen skydes i gang, siger Ricki Olsen.