Fem minutter før tid scorede Frem til 7-0! Sæsonpremieren i 1981 blev den værste i HIFs historie! Søndag den 5. april tabte et HIF-hold med en gennemsnitsalder på kun lige godt 22 år, og med Birger Peitersen som debuterende træner, med 0-7 til nedrykkerne fra Frem. En ydmygelse der for at gøre ondt værre, fandt sted på Helsingør Stadion. Og søndagen efter blev katastrofen fuldbyrdet, da HIF’erne tabte 1-5 i Odense til B.1909. En sådan start kunne nok slå benene væk under de fleste, men der var nu et par gode forklaringer. Mod Frem var HIF’s 18-årige målmand Lennart Jørgensen så uheldig at slå hovedet mod stolpen, og den fuldstændig groggy keeper skulle naturligvis have været skiftet ud noget tidligere end ved stillingen 0-5! Og derefter slap »reservemålmand« Ole Verner Jensen yderligere to gange kuglen i nettet, til uendelig fryd for den store skare medrejsende københavnere. Ugen efter måtte HIF’erne så konstatere at én ulykke sjældent kommer alene. På Odense Stadion brækkede Stig Jensen benet, og det betød fire måneders pause til en af sidste sæsons bedste spillere!
Hvis 35-årige Peitersen blev grebet af panik, efter denne åbning på sin karriere som seniortræner skjulte han det godt. Han havde ved årsskiftet afløst Preben Arentoft på en to-årig kontrakt, og fra både ledelse og spillere var der store håb knyttet til den tidligere midtbanespiller fra de tidlige halvfjerdsere. Birger Peitersen var en af DBU’s højest uddannede trænere og var året forinden manden bag en smuk 3.plads til HIF’s ynglinge i YDM. Det skulle da også vise sig at Peitersen på lang sigt havde strategien klar, og han lod sig ikke – udadtil – ryste af den lidet flatterende målscore på 1-12 efter blot 2 kampe! Hans tro på de unge spillere beroede ikke mindst på at holdet var mærkbart forstærket. Både Lennart Jørgensen og John Larsen, klubbens uslebne ædelstene, var faste på holdet, og fra Snekkersten kom den krølhårede forward med det franskklingende navn Michael Debois. Ham skulle HIF få glæde af, viste det sig! Nye navne var desuden Knud Erik Petersen fra Støvring, samt den unge HIF’er Steen Johansen, der blev kastet for løverne i udekampen mod himmelstormerne fra Brøndby. Efter en lidt sløv forårsstart kom der omsider masser af points på kontoen i de sidste kampe før sommerferien, men siden røg man igen i en skidt periode, og en overgang lignede det faktisk sidste års hidsige kamp mod nedrykning. Men så tog fanden ved de røde….
HIF forblev ubesejrede i de sidste 8 kampe og leverede pragtfuld fodbold, der blandt andet gav en 5-3 sejr over HIK, hvor Lars Dalsborg vel scorede karrierens flotteste mål, da han bankede bolden utageligt op i trekanten fra 25 meters afstand. At der skulle meget til at ryste Peitersens knægte i de uger, demonstrerede optakten til HIF’s udekamp i Herning. På grund af usædvanlig tæt tåge og uvejr kom de flyvende HIF’ere tre kvarter for sent til kampen – og ikke så få var stadig luftsyge. Spillerne klædte om i bussen, og fik 15 minutter til at varme op. Med en halvtimes forsinkelse startede opgøret, hvor HIF’erne efter en noget forsigtig start, kunne trække sig tilbage med en yderst overraskende 2-0 sejr! Facit blev en 9.plads i 2.Division, og dermed var HIF faktisk landets bedst placerede amatørhold.
Et skår i glæden var det dog at HIF måtte sige farvel til Årets Spiller John Larsen, der skrev kontrakt med Lyngby Boldklub. Og få uger senere tog den eftertragtede topscorer Michael Debois imod et tilbud fra KB. To af holdets største profiler var væk. Jo, der var i sandhed også ulemper ved at være Danmarks bedste amatører!
Halmstrået bristede
Tabet af de to markante spillere var måske nok ventet, men ikke desto mindre særdeles ærgerligt. Men værre var det, at HIF i utide også måtte sige farvel til Birger Peitersen, der på grund af sit arbejde fik ophævet sin kontrakt. Hans afløser blev Birkerøds Erik Gynild, der dermed var oppe imod hårde odds. Prognoserne blev ikke mindre dystre af, at endnu to profiler – fighteren Jens Petersen og det vigtige bindeled Jeff Rasmussen – sagde farvel, og efterlod den nye træner med to nye seriespillere og en nyoprykket yngling! Både Tikøbs Henrik Hansen og Kaj Ewan Nielsen gjorde det nu fornuftigt, men størst interesse samledes klart om den unge og ambitiøse Tony Carlsen. Et stort fund der blev sammenlignet med sidste års John Larsen, men med en bredere aktionsradius. Og den unge spiller, der prægede holdet fra start til slut, nåede da også at spille de fleste pladser på venstrekanten – fra back til wing!
Som antydet blev 1982 sæsonen en stor sportslig nedtur for HIF, der aldrig rigtig kom i gang. Tabet af nøglespillerne var for markant, og de unge spillere der i stedet fik chancen kunne ikke på så kort tid hærdes til 2.Divisionsfodbold. Dårlige afleveringer, planløst spil og chancer der kunne tælles på én hånd, var meldingen fra de fleste af forårets kampe. En åbenlys mangel var en myndig dirigent. Ham havde HIF i mange år haft i Freddi Nielsen, der i maj præsterede at spille sin kamp nummer 400 på førsteholdet. Uheldigvis var den intelligente spilstyrer plaget af skader gennem det meste af sæsonen, og i efteråret besluttede den 33-årige veteran sig så endelig for at stoppe karrieren på divisionsplan.
Dermed trak de mørke skyer for alvor sammen, og i de sidste ti kampe måtte holdet indkassere otte nederlag! Til den almindelige armod hørte, at den velspillende målmand Lennart Jørgensen, der i efteråret debuterede på U/21-landsholdet, i divisionssammenhæng fik et blakket ry – med tre udvisninger i løbet af sæsonen. Begivenheder man ikke var stolte af i HIF, men man erkendte også at presset havde været voldsomt for en så ung spiller.
Da regnskabet skulle gøres op, måtte HIF med en 14. plads konstatere at nedrykning var en kendsgerning. Og med en samlet gæld på en kvart mio. kroner var der nok at tage fat på den vinter!
Legenden fra Græsted
På mange måder gav nedrykningen ro. Der var ingen der talte om topplacering og oprykning, og med det nye liv som 3.Divisionsklub blev hverdagen både lysere og mere spændende. Som ventet forlod flere profiler klubben, og det betød af Erik Gynild’s målsætning begrænsede sig til at spille et nyt hold sammen. Målet var en stabilisering i rækken, og til det formål satte han sin lid til især én ny spiller.
Det var den 21-årige angriber Jan Blomsterberg fra Serie 2 klubben Græsted IF, og hans næse for mål var der ikke noget i vejen med. Snart blev »Blomster« en af klubbens mest populære spillere i nyere tid, og den lynhurtige og sjældent mundlamme skarpskytte leverede i elleve sæsoner stof af den slags som legender er gjort af. Allerede efter 65 minutters HIF-karriere scorede den koldblodige debutant for første gang – og tolv år senere snittede han det 109’ende – og sidste – i kassen! Med sine mange mål blev Blomsterberg hurtigt en eftertragtet herre, men han foretrak at blive i Helsingør. Også selvom den tidligere landstræner Kurt Nielsen engang udtrykte ønske om at hverve »Blomster« for en million til Falsterklubben B.1901! Dét tilbud fik man megen sjov ud af i HIF, hvor den senere succestræner Ole Mørch mente, at det måtte være lire eller zloty der var valutaen!
Tilbage til 1983 hvor netop Jan Blomsterbergs ankomst pustede liv i et HIF-hold der ellers var tæt på at kapitulere. Efter et noget svingende forår kom der for alvor liv i kludene i efteråret, hvor også sommerens tilgang af playmakeren Tom Bendix fik stor betydning. Af de sidste 15 kampe tabte HIF kun 2 (!) og var helt frem til de sidste runder med i oprykningsracet. Det endte med en 6.plads, men spillemæssigt var HIF på vej til at blive et hold, man skulle adskillige sæsoner tilbage, for at finde magen til. Man kunne næsten ikke vente på fortsættelsen….
Dramaet på Limfjordens solside
Bolden blev hængende i mudderet, og nåede aldrig at røre nettet. Men det var også fuldstændig ligegyldigt. For med bare tre minutter tilbage – i 1984-sæsonens sidste kamp – havde HIF bragt sig foran 3-2. På et mål af Stig Jensen, hvor bolden kun lige nøjagtigt trillede over stregen. Dermed kunne en flok dødtrætte HIF’ere kaste sig i armene på hinanden i beruset lykke. Hvad ingen havde troet muligt, var pludselig en realitet. Kravet for at undgå nedrykning var en sejr i Nørresundby, og det var præcis hvad man fik. Et fantastisk efterår kulminerede i de døende minutter på Limfjordens solside, og HIF’erne kunne vende hjem i triumf!
Forud for denne pulserende afslutning var imidlertid gået en sæson med masser af modgang, hvor man slet ikke kunne leve op til den flotte afslutning på 83-sæsonen. Efter sølle tre sejre lå HIF håbløst fortabt i bunden af 3.Division da sommeren oprandt, og hele seks spillere valgte at finde en anden klub. Som afløser for Lennart Jørgensen valgte målmand Flemming Bruhn at starte igen efter en pause, og så trådte rutinerede Kim Ekstrand og Kim Pedersen så ellers frem fra reservernes rækker. Og netop »Lille Kim« blev måske indirekte HIF’s redningsmand. Ved tirsdagstræningen gik den kontante midtbanespiller ind i en tackling med Erik Gynild, med det resultat af den ivrige træner lå tilbage med et brækket ben! Uden betænkningstid trådte Birger Peitersen til – han skyldte jo også et år (!) – og med ham ved roret gik holdet amok. I de sidste ni kampe tabte HIF kun én, og dermed var hele syv klubber impliceret i et gigantisk nedrykningsslag på sidste spilledag.
Tre minutter før tid lå bolden så i en mudderpøl i Nørresundby…..HIF var frelst!