Mandens fortid fornægtede sig ikke! Svinekulden var krøbet helt ind i omklædningsrummet, hvor HIF’erne gjorde de sidste forberedelser før turneringskampen i Glostrup Idrætspark. Få minutter før kick-off blev flasken trukket frem af inderlommen, og whisky’en gik rundt….
»Her, tag en tår – det varmer!«
HIF havde fået ny træner. Navnet var Preben Arentoft, og han havde nogle ideér man ikke så ret mange andre steder. Det skulle da lige være i England, hvor Arentoft havde spillet som professionel i seks år i Newcastle United og Blackburn Rovers frem til 1973. De år havde for alvor sat sit præg på den 34-årige tidligere landsholdsspiller, hvis ansættelse i HIF blev betragtet som lidt af et scoop. Meningerne om hans spillestil var imidlertid delte. På den ene side stod de teknikere, der ikke kunne forliges med hans »bonderøvsfodbold«, og næsten så rødt når manden i ramme alvor dikterede træning i at losse bolden væk. Og på den anden side var så de der hurtigt kunne se, at kun basal fight og sikkert forsvarsspil kunne holde HIF’s oprykkere i 2.Division i 1977!
Den lærdom stod hurtigt at læse. Men efter en åbning med tre nederlag på stribe fik Arentoft efterhånden vænnet et forynget HIF-mandskab til livet i den næstbedste række, og især forsvarsmæssigt så det fornuftigt ud. Mellem stængerne diskede ungdomslandsholdets målmand Poul Hansen op med klassespil, og han blev da også fortjent kåret til Året Spiller. Foran ham havde man opbygget en sammentømret bastion i skikkelse af veteranerne Elton Olsen og André Sahlstrøm, og de purunge Henrik »Ørn« Hansen og Kim Ekstrand.
Mod slutningen af foråret var respekten lagt på hylden og resultaterne begyndte for alvor at vende for HIF, der vandt nogle uhyre vigtige sejre over de øvrige bundhold. I de første ti kampe scorede HIF kun sølle syv mål, men det ændrede sig da den nytilkomne kraftfulde centerforward, 19-årige Egon Geertsen fra Fredensborg begyndte at folde sig ud. Og med 13 mål kunne han dele topscorerværdigheden med Freddi Nielsen. Reelle gennembrud var der også til de unge Henrik L. Hansen og Michael Bruhn, der allerede en måned før sæsonafslutningen kunne konstatere at pladsen i 2.Division var forsvaret med held. Facit blev en hæderlig 10. Plads – og forude ventede nye fagre tider…..
Femøres professionalismen
Optakten til 1978 sæsonen blev en af de mest besynderlige dansk fodbold har oplevet. Det »ja« til betalt fodbold, som de 95 DBU-delegerede havde afsagt på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i oktober 1977, startede nemlig en lavine af klubskifter – det ene mere opsigtsvækkende end det andet. Og mange af dem i den forkerte retning! Det var nemlig klubberne i 2. og 3.Division, der kun skulle bruge enkelte profiler, der var i stand til at tilbyde de mest givtige kontrakter.
HIF deltog også i dette kaos, omend på beskedent plan. Modsat den fremherskende tendens havde HIF under prof-afdelingens leder Gunnar Jensen, nemlig primært skrevet kontrakt med egne spillere. Udefra var kun hentet den lille 25-årige angriber Torben Kristiansen i B.93. De resterende ni HIF’ere der havde signeret en kontrakt før sæsonpremiere var målmand Poul Hansen, anfører André Sahlstrøm, Kim Ekstrand, Michael Bruhn, Henrik »Ørn« Hansen, Henrik L. Hansen, Freddi Nielsen samt veteranerne Flemming Larsen og Elton Olsen. Isak Leibowicz havde takket nej, og efter sommerferien bad Flemming Larsen i øvrigt om at få ophævet sin. I stedet tegnede man kontrakt med Kjeld Jørgensen, der siden klubskiftet fra Nivå gjorde det fornemt i et halvt år som amatør.
De 10 »proffer« fik forskellige grundbeløb, men aflønningen pr. kamp var den samme. 300 kroner for sejr på udebane, 200 kroner for sejr hjemme og 150 kroner for uafgjort. Derudover fik hver spiller fem øre pr. tilskuer. Det var nogle af de mest beskedne kontrakter i Danmarksturneringen, men HIF var med! Den første professionelle kamp i HIF-regi blev spillet på Helsingør Stadion den 2. april 1978 mod B.1913. Med en kærkommen premieresejr på 3-1, kunne man bagefter notere sig, at de 1200 tilskuere havde været med til at sikre 260 kroner pr. mand….!
Til trods for at Egon Geertsen havde tegnet kontrakt med B.1903, mente Preben Arentoft sig bedre stillet end i fjor, med større konkurrence om pladserne på holdet. Hans filosofi var fortsat at et stabilt forsvar var basis for et godt angreb, og efter tre runder var HIF faktisk en af landets helt store overraskelser – på oprykningplads til 1.Division. Men drømmeplaceringen blev kortvarig, og med sommerens komme lå HIF på nedrykningsplads. Forsvarsmæssigt var det særdeles uheldigt at den erfarne back Elton Olsen blev langtidsskadet, og også det unge back-talent John Andersen var ude i en periode. I bestræbelserne på at lappe hullerne trak Arentoft selv i HIF-dragten – uden at det nu hjalp synderligt!
Midt i den almindelige forårsdepression var det dog et lyspunkt at Egon Geertsen vendte tilbage fra B.1903, og med efterårets komme var angrebstrioen Geertsen – Freddi Nielsen og Torben Kristiansen lige den dynamit HIF havde manglet. Indtil de sidste to runder lignede HIF faktisk et hold der ville klare frisag, men i to »sikre« hjemmekampe tilsidst bommede man – og så skulle det hele afgøres i Odense mod B.1913. Den hurdle klarede man ikke, og så blev det netop »De Blå« der reddede livet, mens HIF tog 14. Pladsen – og turen ned i 3.Division…..
Ny offensiv stil
Trods nedrykningen og det hurtige farvel til betalt fodbold, oplevede HIF heldigvis ikke den spillerflugt man kunne have frygtet. Sikkert fordi de fleste kontrakter var tegnet med HIF’ere der havde været i klubben i mange år, og ville have spillet alligevel. Nedrykningen fik dog andre konsekvenser, omend af positiv karakter. Træner Preben Arentoft proklamerede en ny underholdende spillestil, der i 1979 skulle give HIF en hurtig returbillet til den næstbedste række:
»Vi har afskaffet sweeperen – han skal med frem og lave mål!«
Med erfaringen fra sidste år, havde man et begrundet håb om at det i år ville være HIF, der kunne bestemme spil og tempo i kampene – og det kom til at holde stik!
Som bekendtgjort allerede i efteråret flyttede Poul Hansen til Hvidovre IF, og op i 1.Division rykkede også Torben Kristiansen til KB. Veteranerne André Sahlstrøm og Elton Olsen sagde definitivt stop, men HIF havde sikret sig forstærkning udefra på alle nødvendige pladser. Det betød nye ansigter som blandt andre Brønshøjmålmanden Arne Schiellerup samt Fredensborg-backen Allan Nommesen. Med afskaffelsen af sweeperen stillede HIF kun med tre mand i forsvaret: To lynhurtige backs og en centerhalf. Foran ham så en defensiv midtbane og to offensive fløjbacks, en fri mand længere fremme og endelig tre mand i front!
Dette skulle vise sig at være en såre fleksibel opstilling, og med en bemærkelsesværdig evne til at omstille sig efter modstanderne, slap HIF flot gennem foråret, og kunne holde ferie på 2.pladsen. Fra sommerperioden skal fremhæves to debutanter, der kom til at sætte deres præg på fodbolden i mange år fremover. Det var den terrier-agtige midtbanespiller Lars Dalsborg samt John Erik Hansen, bedre kendt under navnet »Sorte« – og det senere efternavn Kristensen. Især »Daller« satte sit præg på holdet fra start, mens »Sorte« først senere udviklede sig til den fanden-i-voldske dribler og målscorer, der nærmest blev en legende!
HIF’s sikre oprykning begyndte at vakle lidt hen på efteråret, ikke mindst fordi man ustandseligt måtte se bort fra den skadede Leif Hansen. Med fem kampe tilbage virkede HIF’erne udbrændte, men så blev der rokeret om på tropperne og Henrik »Ørn« Hansen kom frem i forreste række. Det hjalp! Med fire sejre i træk sikrede HIF’erne sig oprykning på 2.pladsen – og blev tilmed det mest scorende hold i divisionen…..
Med ryggen mod muren
Trods oprykningen til 2.Division blev sæsonen 1980 ikke en af de mindeværdige. Det skulle da lige være for den lille håndfuld af unge spillere, der for første gang optrådte på HIF’s divisionshold, og senere blev nogle af klubbens største profiler. På trænerposten tog Preben Arentoft fat på sin fjerde sæson – og dermed var han HIF’s længst regerende træner nogensinde. I forhold til hans 1977-hold følte han sig langt bedre rustet denne gang, og satte blandt andet sin lid til to nye midtbanespillere – Jens Petersen fra Helsinge og lille tætte Mogens Rasmussen fra Espergærde. Hans største nye aktiv var dog fra egne rækker – i skikkelse af den ranglede, men teknisk stærke og frække nyoprykkede yngling Stig Jensen. En spiller der var udråbt til – og hurtigt blev – publikums yndling, nu da man i nogle år havde manglet Ejnar Johansen i den rolle!
Som ventet fik HIF det dog igen særdeles vanskeligt i de nye omgivelser. Kun én hjemmesejr hele foråret vakte bekymring, men efter tre fantastisk betydningsfulde udebanesejre over de tre lavest placerede Slagelse, B.1913 og Vanløse kunne »Nat-og-dag-holdet« alligevel holde sommerferie på den rigtige side af nedrykningsstregen. De ukonstante HIF’ere bevarede hele efteråret et forspring på 3-4 points til dumpepladserne, men mod slutningen kneb det. Ankermanden Arne Schiellerup måtte sidde ude i to måneder med benet i gips, og det gav plads til de debuterende målmænd Thomas Watson og ynglingelandsholdsspilleren Lennart Jørgensen. De to gjorde det udmærket, men uroen i forsvaret kostede dyrebare points, og det var derfor med stor lettelse at HIF i tredjesidste runde tog til Gladsaxe og besejrede AB med 1-0. Dermed havde HIF selv klaret ærterne – og B.1913 blev Sorteper. Sejrsmålet blev i øvrigt sat ind af den kun 18-årige John Larsen, der spillede sin blot anden divisionskamp – og ligesom Lennart Jørgensen var hentet på ynglingeholdet!
En sæson der nok blev mere spændende end håbet, sluttede med en 13. plads og en total ligegyldig 1-1 kamp på et mennesketomt Århus Stadion mod Skovbakken. Samtidig var hele fodbold Danmarks øjne rettet mod en anden 1-1 kamp. I Næstved sikrede baron Aabech KB det danske mesterskab foran 20.300 tilskuere…..