Andersen var en hård hund! Var HIF’s spillere begejstrede for den nye træner Poul Andersen i efteråret 1961, så forsvandt det hurtigt! Den 33-årige tidligere B.93’er, der ikke skal forveksles med hans samtidige navnebror fra Skovshoved – alias »Løven« – blev nemlig et chokerende bekendtskab for hovedparten af truppen. De havde nok hørt om hans meritter på grønsværen, men næppe drømt om at de selv skulle få nærkontakt med den tidligere landsholdsanfører. Andersens varemærke var de hårde tacklinger der sang i knoglerne, og han accepterede ikke en spiller der frivilligt trak sig. Skete det i en kamp, kunne staklen godt påregne at blive trukket frem ved tirsdagens træning, hvor han på egen krop fik Andersens kontante demonstration af, hvordan den slags skulle gøres! Dét skabte en vis form for respekt, og 1962 sæsonen viste da også at man kan nå langt i fodbold med hårdt arbejde.
Det viste hans hold allerede i premierekampen, hvor HIF tog imod B.1903 i den længe ventede kvartfinale i pokalturneringen. Facit blev 3-1 til gæsterne, men HIF havde dem godt på krogen, og optakten til årets kampe i Kvalifikationsturneringen – populært kaldet 4.Division – var således lovende. Det var en uhyggelig række at spille i, eftersom hele syv af de 12 klubber rykkede videre ned i de lokale serier, mens to avancerede til 3.Division. Udtagelseskomiteen havde dog klare ambitioner om en oprykning, men det blev nu forpurret af en temmelig svag start. Omvendt sikrede HIF sig med en forrygende slutspurt – ubesejret i 11 kampe – at man heller ikke blev indblandet i det kaotiske masseslagsmål om nedrykning. Dermed placerede HIF sig på 4.pladsen, og fik således den mest opmuntrende placering i adskillige år. Glædeligt var det så sandelig også at UK havde fået den idé, at rykke 23-årige Kurt Nielsen frem som centerforward, hvorfra han kvitterede for tilliden med ikke færre end 27 mål. Og fra ynglingeholdet var der debut til det kun 18-årige stortalent Elton Olsen, der senere for alvor fik bidt sig fast på backpladsen.
Disse kendsgerninger vækkede for alvor troen på noget stort i 1963, hvor Poul Andersen endda kunne se sit mandskab mærkbart forstærket med Lothar Genath, der slet ikke havde fået den forventede succes hos 03’erne. I et minderigt forår spillede HIF ti kampe i træk uden nederlag, og efter 3-1 i Vorup kunne de lokale helte tilbringe sommeren på rækkens 1.plads. Tilmed blev HIF kåret til Årets Pokalhold, og modtog BT’s flotte pokal under stor festivitas før landskampen mod Finland i Idrætsparken den 3. juni. Omkring 20.000 tilskuere hyldede HIF’erne, der anført af Ib Christensen modtog de to landshold på grønsværen.
Men Kvalifikationsturneringen var en lumsk række, og der var ikke spillet mange runder i efteråret før alvoren gik op for HIF’erne. Holdet tabte kostbare points i flere udekampe, og det skabte åbenlyst problemer at den stærke venstreback Jens Ole Jensen brækkede benet i en træningskamp midt på sommeren. Tidligt på efteråret skilte kun 3 points holdene på henholdsvis 1. og 8. Pladsen, og efter 2-5 i silende regn mod Svendborg, stod det klart for alle, at nu talte kun overlevelse i de resterende fire kampe. To af de tre opgør blev vundet, og før den sidste kamp – mod allerede nedrykkede Vorup – på Helsingør Stadion, vidste HIF’erne at en sejr ville være nok. Halvanden time senere måtte elleve slukørede spillere konstatere at højt at flyve betyder dybt at falde. Resultatet 0-0 og et dårligere målregnskab havde sendt HIF ned på 8.pladsen – og lige lukt i Sjællandsserien!
Den fortsatte fodbold depression
At humøret var på nulpunktet er en underdrivelse! Og det blev ikke bedre af at svenskeren Gunnar Johansson var udset som den nye mand på trænerposten. Det valg var HIF’s ledelse rent ud sagt grumme uheldige med. Johansson tiltrådte i januar måned, men allerede før turneringsstarten i marts var spillerne så grundigt trætte af hans niveau, at de krævede ham fyret. Tilsyneladende var ledelsen enig, for svenskeren røg ud igen, og har således den tvivlsomme ære af at være den eneste HIF-træner nogensinde, der ikke har sendt spillerne ud til én eneste officiel kamp!
Ny træner blev i stedet den tidligere førsteholdsspiller Keld Andersen, der havde lagt op to år forinden efter knap to hundrede kampe som højre wing og centerforward. Han tiltrådte den 24. marts – og blot seks dage senere åbnede HIF sæsonen 1964 med et 0-1 nederlag i Herlev. Selvom Keld Andersen prøvede at stramme tingene op, var det noget af en urias post han var havnet på. Og efter en stribe elendige kampe måtte man konstatere at bunden i HIF’s mismod tilsyneladende ikke var nået, trods en plads i Sjællandsserien. Ved sommerpausen lå HIF næstsidst – klar til endnu en nedrykning – og spillet kunne efter lokalpressens mening kun bruges til at jage publikum væk!
Men efteråret blev bedre. Den nyoprykkede ynglingespiller Jørgen Hansen – søn af den tidligere divisionsspiller og UK-chef Svend Erik Hansen – gjorde det glimrende som både halfback og back, og fra Skovshoved dukkede innerwingen Anders Wedell op. Med opsmøgede ærmer klatrede HIF ud af nedrykningszonen, og reddede lidt af æren med en 8.plads, efter kun tre nederlag i elleve kampe. En medvirkende årsag var det også at Lothar Genath var ved at genvinde tidligere tiders styrke og Jørgen Nielsen var blevet overtalt til et comeback på sin venstre wing! Helt glæde sig over en sæson uden nedrykning kunne man dog ikke. Reserverne betalte prisen for førsteholdets trængsler, og måtte tage turen ned i Serie 2.
Genvordighederne var dog hurtigt glemt, da det stod klart at 1965 bød på en omlægning af turneringen. En ny række – Danmarksserien – blev skudt ind imellem 3.Division og de lokale serier, og det betød at nedrykningen fra Sjællandserien var suspenderet. Vinderen rykkede direkte op i 3.Division, mens holdene til og med nummer 7 rykkede op i Danmarksserien….
Der var dermed dømt oprykningsrace i den helt store stil for Keld Andersen og hans spillere, der i forhold til sidste år havde sagt farvel til Ole Backe, Ib Christensen og Per Tærsbøl. Afløserne blev primært fundet i ynglingeafdelingen, i form af Mogens Thomsen, Steen Berntsen, Flemming Larsen og Henning Jensen. Derudover vakte det stor glæde at Henning Stilling vendte tilbage efter eventyret i AB, og endelig dukkede den tidligere Humlebæk-spiller Rüdiger Jordt op fra tyske Eimsbüttel! Allerede i premieren bristede en del illusioner dog med et 0-6 nederlag i Herfølge, og HIF’s unge hold havde generelt noget svært ved at stå distancen. Efter en hæderlig midterplacering i sommerpausen fik HIF’erne imidlertid gummiben da det endelig gjaldt, og høstede kun sølle fire points i efterårets elleve kampe! Med syv oprykningspladser på spil, var skuffelsen naturligvis stor, da 8.pladsen var en kendsgerning!
En gylden chance var spildt, men med den nye generation af unge, var troen på fremtiden alligevel støt voksende. På rekordtid opførte HIF sit nye klubhus på Hymersvej, der stod klar til indvielse den 4. december. Lidet kunne man ane, at allerede næste sæson kunne en ny æra begynde….