Der blev sat punktum for et stort fodboldår, da FC Helsingør denne første søndag i advent, begav sig ud på sæsonens længste udebanetur. På papiret også en af de sværeste, for indtil i dag havde topholdet fra Vendsyssel FF ikke tabt på egen bane.
Den udfordring tog Christian Lønstrups tropper imidlertid også med, på en dag hvor stormen Gorm fejede ind over Danmark fra vest og betød lukkede broen og lang ventetid da FCH’erne skulle retur fra Hjørring.
Det var de givetvis ligeglade med, for i bagagen var også tre meget overraskende point, sikret på en disciplineret indsats og en stærk anden halvleg.
FCH startede opgøret med en defensiv tilgang, hvilket havde givet Mads Danekilde en plads i startelleveren i stedet for Mads Aaquist. Det gav hjemmeholdet overtaget og også nogle fine chancer, som Mikkel Bruhn dog tog sig af.
Midt i første halvleg lykkedes det endda gæsterne – i de sort/orange tigerdyrs dragter – at slå kontra. Ricki Olsen tog turen i højre side, slog bolden ind til bageste stang hvor Martin Koch kunne sende den videre til Anders Holst.
Scoringen ændrede dog ikke meget på spilfordelingen, og kort før pausen ramlede FCHs defensiv. Det var naturligvis – fristes man til at sige – den tidligere FCH’er Bjarke Jacobsen der fik udlignet, hans første scoring i Vendsyssel-dragten. Og i første halvlegs overtid blev det også 2-1 på en kontroversiel scoring, som gæsterne ikke mente havde passeret målstregen. Det gjorde dommer Sandi Putros dog og så havde Simon Okosun bragt Vendsyssel på 2-1.
Dén scoring blev måske begyndelsen til enden for hjemmeholdet, der virkede noget selvfede i de sidste 45 minutter. Dét blev straffet af FC Helsingør, der nu med vinden i ryggen kom langt bedre frem ad banen.
Det ultimative udbytte kom små tyve minutter før tid, da Martin Koch driblede sig fri og følte bolden over i den fjerneste side af målet til 2-2. Det skulle dog blive bedre endnu, bare to minutter efter. Arkitekten var Philip Zinckernagel og Koch igen målscoreren, der fik passeret Jesper Christiansen til 3-2 og en ganske sensationel sejr til FC Helsingør.
– Det var en super måde at slutte på. Vi slår rækkens nummer to og gør det fortjent. Vi ville det mere end de gjorde og når vi vil det, så er vi svære at håndtere, sagde Christian Lønstrup til Sjællandske Medier og roste samtidig matchvinderen Martin Koch.
– Martin Koch var i særklasse banens bedste spiller. Han har overskud, deltager i vores opspil og binder to forsvarsspillere. Han vokser virkelig og det er lidt synd for ham, at turneringen stopper nu, tilføjede Lønstrup, der mod slutningen gav debut til den tidligere FC Nordsjælland-spiller Daniel Thorup.
Med sejren indtager FC Helsingør 8. pladsen vinteren over, ti points mere end konkurstruede FC Vestsjælland på rækkens eneste nedrykningsplads.
Bet25 Liga, 19. runde
Søndag d. 29. november 2015, kl. 15:00 på Hjørring Stadion
Vendsyssel FF – FC Helsingør
2-3 (2-1). Tilskuere: 890
0-1 Anders Holst (26)
1-1 Bjarke Jacobsen (43)
2-1 Simon Okosun (45)
2-2 Martin Koch (73)
2-3 Martin Koch (75)Vendsyssel (4-5-1): Jesper Christiansen – Jens Kristian Sørensen, Mads Greve, Chris Sørensen, Patrick Nielsen – Rene Joensen (61.: Nicolas Bøgild), Bjarke Jacobsen (87.: Kemy Agustien), Martin Bergvold, Simon Okosun, Hallur Hansson (87.: Christian Overby) – Rune Frantsen.
Ikke benyttet: Simon Enevoldsen (M), Jakob Kristensen, Buster Munk, Viktor Ahlmann.
Cheftræner: Ove Christensen.FC Helsingør (4-4-1-1): Mikkel Bruhn – Mads Danekilde (50.: Mads Aaquist), Rasmus Minor Petersen, Andreas Holm, Kasper Enghardt (Anf) – Ricki Olsen, Klaus Lykke, Mads Laudrup (71.: Aleksandar Lazarevic), Anders Holst (87.: Daniel Thorup) – Philip Zinckernagel – Martin Koch.
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Essam Salamoun, Frederik Kyhl, Mikkel Ketelsen.
Cheftræner: Christian Lønstrup.Advarsler: René Joensen, Jens Kristian Sørensen, begge Vendsyssel FF. Mikkel Bruhn (45), Kasper Enghardt (89), begge FC Helsingør.
Dommer: Sandi Putros