Tre nye navne: FCH henter i USA, Lyngby og Silkeborg

Talenter til forsvar og midtbane

Marc Birkelund vender tilbage til Danmark efter fire år med collegefodbold i USA.

FC Helsingør har igen haft travlt med kuglepennen og i dag annonceret tilgang af tre unge spillere, med vidt forskellige baggrunde. Midtbanespilleren Marc Birkelund vender hjem til Danmark efter fire år i amerikansk collegefodbold, 18-årige Amin Peyman kommer fra Lyngbys talentakademi, mens den 20-årige stopper Sebastian Laustsen er uddannet i Silkeborgs stærke ungdomsmiljø.

Mest erfaring kommer med snart 24-årige Marc Birkelund, der er vendt tilbage til Danmark efter fire år med collegefodbold i USA. Her formåede han ikke kun at tage en MBA, men også at markere sig stærkt som offensiv midtbanespiller hos først Flagler Saints i Florida og siden CPP Broncos i Californien. Begge på næsthøjeste niveau, Division D-II i det amerikanske college-sport system.

Med Birkelund får FCH en fysisk stærk, offensiv indstillet midtbanespiller, der oftest opererer centralt. Han kommer oprindelig fra midtjyske Højslev, hvorfra han fortsatte i Skive IK inden talentet bragte ham til Viborgs FFs ungdomsafdeling. Her var han en markant spiller på U19-holdet, hvilket blandt andet FCH fik at føle i de to klubbers duel i toppen af U19 Divisionen.

Marc Birkelund har skrevet en ét-årig kontrakt med FCH.

Endnu en midtbanespiller er kommet til i skikkelse af den bare 18-årige Amin Peyman, hvilket må siges at være en mere udviklingsorienteret signing og også en mulighed for FCHs U19-mandskab. Peyman kommer oprindeligt fra Gladsaxe Hero, men har siden været en årrække i Lyngby Boldklubs stærke akademi. Peyman er fortrinsvis kantspiller og har fået en kontrakt frem til sommeren 2027.

20-årige Sebastian Laustsen nåede ikke at få Superligadebut med Silkeborg IF. Nu fortsætter karrieren i FCH.Også tirsdagens tredje signing, 20-årige Sebastian Laustsen, kommer fra et af danske fodbolds stærke talentmiljøer. Den unge midtstopper må betegnes som en ægte Silkeborg-dreng. Han kommer fra Resenbro UIF, men har været en del af Silkeborg IFs talentmiljø helt siden U11.

Med Laustsen får cheftræner René Skovdahl kærkommen backup til det centrale forsvar, der ser en smule smalt ud, med kun Mikka Heller, anfører Nichlas Vesterbæk og 19-årige Frederik Simonsen som deciderede midtstoppere.

– Vi får en spiller ind, som er stærk med bolden på fødderne, og så er han både enormt klog og forudseende i sit spil. Ham bliver vi glade for, siger René Skovdahl til Helsingør Dagblad om sin nye forsvarsspiller.

Sebastian Laustsen var anfører på midtjydernes U19-mandskab i Ligaen og har fem gange været på Superligaholdets holdkort, dog uden at have fået debut.

– Nu er det så tid til at få noget erfaring på seniorniveau. Derfor er FC Helsingør også det helt rigtige skridt for mig. Derfor betyder det heller ikke så meget, at FC Helsingør er rykket ned i 3. division. Jeg tror på, at jeg kan udvikle mig her, siger Laustsen selv til avisen.

Også Laustsen har fået en ét-årig aftale med FCH.