Sunred Beach FC – FC Helsingør 1-2

DBU Pokalen, 14. august 2013 på Ry-Park

Der skulle et vaskeægte pokaldrama til, før FC Helsingør slap videre til 2. runde efter mødet med upåagtede Sunred Beach FC. Serie 2 klubben havde absolut ikke til sinds at forære noget væk og på kunststofbanen i Ryparken kæmpede de rød og sort-ternede spillere for hver en centimeter af banen.

FC Helsingør måtte rokere rundt på tropperne i sidste øjeblik, idet målmand Mikkel Bruhn og midtforsvarer Mads Heidelbach Hansen fulgte Mads C. Pedersen på sygelisten. Det betød debut til U19-holdets keeper Andreas Jensen og uagtet hans evner, så gav ommøbleringerne i forsvaret nogen uro i starten.

To gange overrumplede det optimistisk spillende hjemmehold FC Helsingørs bageste og de var deciderede uheldige da både Christian Pedersen og Tommy Bo Nielsen ramte stolpen.

Sunred Beach stillede med en kompakt fem-mands midtbane og kun én mand fremme. Det gav gæsterne en massiv overvægt i spil, men bolden blev flyttet på tværs og på tværs og på tværs … det var mere end svært at få dirket det hårdt fightende hjemmehold op.

Et par gange kom FCH på skudhold, men først midt i halvlegen kom det forløsende mål, da Martin Junior Christensen fandt Jannik Zimling i feltet. Den nytilkomne midtbanespiller headede flot indlægget i kassen.

Der var nok ikke mange der havde forventet, at Sunred Beach kunne holde dét energiniveau efter pausen. Men det kunne de. Regnen begyndte at falde og på den glatte banen faldt tacklingerne som byger fra et automatvåben.

Godt opildnet af et entusiastisk hjemmepublikum holdt Sunred Beach kadencen og euforien nåede nye højder, da midtforsvareren Nicholas Andersen dirigerede en dødbold i nettet via stolpen.
– Det er ikke første gang jeg scorer, men det er klart det vildeste mål. Vi troede på det hele vejen og holdt aftalerne. De er jo lidt mindre end os, så planen var, at vi skulle gå hårdt til dem og det var lige ved at lykkedes, sagde målscoreren efter kampen.

Men det lykkedes altså ikke. FC Helsingør trykkede mere og mere på, frisparkene faldt som perler på en snor og på ét af dem, lykkedes det Mads Laudrup at afgøre kampen. Han sparkede fladt ind i feltet, ingen ramte bolden og så nåede Rasmus Andersen ikke ned til den.
– Det var måske ikke så veludført. Men et mål er et mål. Det lærte jeg, da jeg var fem år, lød det fra Laudrup efterfølgende.

– De spiller nok deres største kamp nogensinde. Jeg har i hvert fald aldrig set så stor støtte til en serie 2 klub. Jeg følte egentlig vi havde rimelig kontrol med kampen, men vi får ikke det andet mål og da de udligner, får de jo nye kræfter, tilføjede han.

Efter kampen var det en stolt Sunred-træner Jesper Djuraas, der kun havde roser til sine pokalhelte.
– Jeg er vildt stolt af mine drenge. De holder sig til konceptet i alle 90 minutter, hvor vi løber og kæmper det bedste vi har lært. Selvfølgelig havde Helsingør bolden mest, men vi skabte flere gode muligheder og lige nu, synes jeg faktisk, at det er lidt ærgerligt.

Det var svært ikke at fatte sympati med den lille klub, der virkelig spillede deres chance. Trods nederlaget kan de i hvert fald holde hovederne højt løftet.

Sunred Beach FC – FC Helsingør
1-2 (0-1). Tilskuere: 200
21.: 0-1 Jannik Zimling
54.: 1-1 Nicholas Andersen
79.: 1-2 Mads Laudrup