Efter nogle måneders søgen efter en ny keeper til målmandstrioen, tyder alt på, at cheftræner Christian Lønstrup og direktør Janus Kyhl godt kan sætte flueben ud for den opgave….
Med en solid indsats og flere kampafgørende redninger i fredagens kamp mod FC Nordsjælland, gjorde Steffen Petersen i hvertfald sit til, at han snart officielt kan kalde sig FC Helsingør-spiller. AB Tårnby keeperen har prøvetrænet i sundbyen nogle måneder, efter Daniel Jespersens alvorlige skade og er helt klar til at gribe chancen, hvis han får tilbudet.
– Jeg blev kontaktet af nogle agenter, der var ude og kigge på mig i en kamp for AB Tårnby mod B.1908 og de fulgte mig så lidt siden. De ringede og spurgte og jeg besluttede mig for at give den et skud og fik lov at komme herop og vise mig frem lidt før jul, fortæller Steffen Petersen.
Den 28-årige keeper, der er færdiguddannet som lærer til sommer, har efterhånden været vidt omkring i sin karriere, og havde faktisk bestemt sig for at falde til ro i AB Tårnby.
– Jeg har været mange steder og havde egentlig besluttet mig for, at AB Tårnby var dér jeg skulle blive og rykke op i 2. division med dem.
Men så kom FC Helsingør på banen og chancen for at spille i 1. division, var for stor en fristelse for den reaktionsstærke målmand.
– Det er et fedt miljø at være en del af og jeg kan kun udvikle mig her. Så nu gir’ jeg den alt, hvad den kan trække, understreger målmanden.
– FC Helsingør er en så god klub, både socialt og sportsligt. Man vil gerne spille fodbold og udvikle fodboldspillere, tilføjer han.
Steffen Petersen har i tre omgange spillet 2. divisionsfodbold, i B.1908, Herlev og Nykøbing FC, hvor det iøvrigt er blevet til adskillige møder med FC Helsingør. Skulle det ende med at han kan trække FCH-trøjen over hovedet, er han dog helt på det rene med, at det næppe bliver som førstemålmand.
– Det er kalkuleret fra start. Jeg vil hellere have to kampe i 1. division end 14 kampe i Danmarksserien, for det har jeg prøvet, lyder det ærligt fra ham.
– Klubben har to rigtig, rigtig gode målmænd. Bruhn har måske det højeste niveau i 1. division når han er på toppen og Aris har gjort det rigtig fint. Men jeg må se hvad der sker og så må jeg gi den gas. Jeg er så frisk på det, lyder det optimistisk fra Steffen Petersen.
Steffen Petersen har tidligere spillet for bl.a. Næstved Boldklub, B.1903, GVI, Nykøbing FC, B.1908 og AB Tårnby.