
FC Helsingørs akademi har de senere år leveret et stort antal spillere til klubbens førstehold. Ikke meget tyder på at den talentstrøm ophører, for det er vanen tro et særdeles spændende U19-hold, der den kommende weekend tager hul på sæsonen i landets næstbedste ungdomsrække. Vi har kigget med bag kulisserne, forud for premieren.
Siden sommeren 2018 har FCHs U19-hold været en fast del af U19 Divisionen. Således også i år, hvor man skal forsøge at leve op til sidste års 6. plads, men ikke mindst det store antal førsteholdsspillere der kom ud af klubbens 2006 årgang.
Til sæsonen 2025/26 er det årgangene 2007 og 2008 der bærer holdet, og det bliver med en ny mand på trænerposten. Ny i FCH talentregi er Karl Emil Larsen dog på ingen måde, idet han kommer fra cheftrænerjobbet hos U17-holdet og dermed følger med en stor del af spillerne. Sidste års U19-cheftræner Morten Mundus er nu fuldt koncentreret om jobbet på førsteholdet samt rollen som transitionstræner.
Karl Emil Larsen har store forventninger til den kommende sæson.
– Forventningen til sæsonen er, at vi blander os i toppen, men vi er også meget ydmyge omkring kvaliteten i rækken. Vi er bevidste om, at der vil komme præstationsudfald, når vi spiller med et meget ungt U19 hold med mange førsteårsspillere.
Netop førsteårsspillerne – årgang 2008 – er der mange af, i den 26 mand store trup. Hele 18 spillere skal for alvor prøve kræfter med U19 Divisionen i denne sæson, omend nogle af dem var oppe og snuse til rækken i løbet af den forgangne sæson.
Flere af spillerne i truppen har endda allerede været med omkring klubbens førstehold.
– Vi har samlet en spændende U19 trup med stort potentiale, hvor flere spillere har fået lov til at snuse til førsteholdet og enkelte allerede har fået deres debut. Flere spillere træner også allerede fast med førsteholdet på ugentlig basis, fortæller Karl Emil Larsen.

Han har et spændende team omkring sig, med assistenttrænerne Rasmus Grauballe, Nicklas Jonassen og Lars Dalsborg. De to sidstnævnte selv med en karriere som førsteholdsspillere i henholdsvis FC Helsingør og Helsingør IF. Dertil kommer transitionstræner Morten Mundus, målmandstræner: Marc-Antoine Madelaine, fysisk træner Thomas Demant og mental træner Thomas Danielsen.
Et stort set up, men kravene til en licens i den næstbedste ungdomsrække er også høje, både på det sportslige og administrative område.
Sommeren har budt på fire træningskampe for U19 holdet, 1-0 over FA 2000 (mål af Noah Williams), 3-1 over AB (mål af Gustav Johansen, Malek Kharaibi og Sigurd Ulriksen), 1-4 til Landskrona BOIS Årgang 2006 (mål af William Valeur) og endelig 5-0 over GVI (mål af Simon Møller, Gustav Johansen, Samyar Parhizgar 2 og Malek Kharaib).
På søndag sparker holdet så sæsonen i gang, når Hvidovre IF kommer på besøg på Helsingør Stadion. Første skridt mod et nyt kuld potentielle førsteholdsspillere.
– Årgang 07-08 er et godt match, med en flok spillere der klikker godt sammen på og udenfor banen. De har tidligere vist, at de kan levere toppræstationer mod de bedste hold i landet, og er flere gange kommet langt i pokalturneringen. Vi håber, at vi kan få sat nogle gode præstationer sammen, så vi kan slutte så højt i rækken som muligt, og selvfølgelige få spillerne til at præstere deres højeste niveau, så de kan bringe sig selv ind omkring vores førstehold, slutter cheftræner Karl Emil Larsen.
Du kan se alle holdets kampe her. Oversigten opdateres løbende gennem sæsonen.
FCH U19 Divisionen Spillertrup 2025/26:
Mål
Elliot Guindy (2007), Frederik Enggaard (2008), Tamer Köycü (2008).
Forsvar
Elias Rørsted Christensen (2006), Mikail Kilic (2008), Sebastian Tams (2008), Oliver Falk (2008), Frederik Simonsen (2007), Oliver Bak (2007), Sebastian Durant (2007), Simon Møller – ny fra Sfb Oure (2008), Icare Cesar Sebayaga – ny fra Næstved IF (2008), Kalle Pedersen – ny fra Brøndby IF (2008).
David Gideon (2008), Samyar Parhizgar (2008), Victor Lista (2008), Malek Kharaibi (2008), William Falk (2008), William Valeur – ny fra HIK (2008).