
Da Ramesh Delsouz forleden satte sit navn på en kontrakt med FC Helsingør, var det ikke et klubskifte som så mange andre. At vende tilbage til FCH betyder noget helt særligt for den 23-årige angriber.
– Det en stor ære at skrive kontrakt med FC Helsingør og vende tilbage til en klub, som altid har haft en helt særlig plads i mit hjerte. Det er et særligt øjeblik, og jeg vender tilbage – ikke kun som en bedre fodboldspiller, men også som et mere reflekteret menneske med et bredere perspektiv på livet, skriver Delsouz på Instagram.
Ramesh Delsouz kom op igennem FCHs akademi, inden han i sommeren 2022 rejste til USA og spillede collegefodbold i Connecticut og North Carolina. I vinter vendte han hjem og tilbragte foråret i Brønshøj Boldklub, inden han nu er vendt rigtig hjem.
– Efter at have udviklet mig i FC Helsingørs akademi fra U15 til U19 drømte jeg om en dag at repræsentere klubbens førstehold. I stedet førte min rejse mig til USA, hvor jeg fik muligheden for at forfølge mine fodbolddrømme, samtidig med at jeg byggede et fundament for min fremtid.
– Dette øjeblik handler om langt mere end blot at underskrive en fodboldkontrakt. Det er en påmindelse om tålmodighed, vedholdenhed og troen på, at hvert skridt på rejsen har et formål, skriver Delsouz.
Udover fodboldoplevelsen fik Delsouz i USA en bachelorgrad i International Business og er ved at færdiggøre en Master of Business Administration. Han ser nu frem til også – endelig – at kunne trække i førsteholdstrøjen.
– En stor tak til FC Helsingør for at tro på mig og give mig denne mulighed. Jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til den tillid, klubben har vist mig. Jeg glæder mig til at repræsentere denne fantastiske klub og bære farverne med stolthed endnu engang.