Efterårets førstevalg på målmandsposten, Frederik Ibsen er fortid i FC Helsingør, der i stedet har hentet den tidligere AGF-keeper Kasper Kristensen på en 2-årig kontrakt.
Det har været endnu en hektisk transferdag i FC Helsingør, hvor klubben først annoncerede et uventet farvel til 26-årige Frederik Ibsen, der vogtede målet i 14 kampe i efteråret. Få timer senere blev 24-årige Kasper Kristensen fra Trelleborgs FF præsenteret som hans afløser.
Frederik Ibsen var ikke med i vinterens første træningskamp mod FC Roskilde og nu er han så ikke længere en del af FCH. Bare et halvt år efter ankomsten fra Lyngby Boldklub har klubben kortfattet annonceret hans afsked.
– Efter gensidig aftale er kontrakten mellem målmand Frederik Ibsen og FC Helsingør ophævet. Tak til Frederik Ibsen for indsatsen, FC Helsingør ønsker held og lykke fremover, lyder nyheden i sin helhed på klubbens hjemmeside.
Kasper Thiesson Kristensen (f. 04.08.1999)
Position: Målmand
Klubber: AGF, Trelleborgs FF (Sverige), FC Helsingør
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Kontrakt med FCH til 31. december 2025
Hans afløser fulgte snart efter, idet den tidligere AGF-keeper Kasper Kristensen var ledig på markedet, efter knap tre år hos Trelleborgs FF i Superettan. Herfra kender han Patrik Abrahamsson, der for nylig overtog assitentrænerjobbet i FC Helsingør.
191 cm høje Kasper Kristensen er kommet op igennem AGFs talentakademi og fik sin debut i Superligaen i november 2018, blot 19 år gammel. Siden blev det til ialt 6 kampe i den bedste række, i en periode hvor den unge keeper oftest var henvist til at varme bænken og til sidst var oppe imod en vis Kamil Grabara om pladsen i buret. Derfor tog han i foråret 2021 til Trelleborgs FF, hvor han siden har været fast mand i den næstbedste række.
Efter tre år i Sverige valgte han, ikke at forlænge den kontrakt der netop er udløbet ved årsskiftet og dermed var vejen til et FCH-skifte banet.
Kasper Kristensen er storebror til U21-landsholdsspilleren Thomas Kristensen, der i efteråret forlod AGF til fordel for Udinese.