FC Helsingør har ophævet kontrakten med Oliver Drost, der har fået mulighed for et sjældent eventyr i indisk fodbold. I foråret skal den 28-årige angriber spille 9’er for Bengaluru FC i Indian Super League.
Efter to en halv sæson i FC Helsingør, har Oliver Drost fået et tilbud af den slags, det er svært at takke nej til. Derfor er kontrakten, der ellers løb til sommerferien, revet midt over og FCHs topscorer har pakket kufferten med kurs mod Indien. Destinationen er Bangalore, Indiens tredjestørste by med et indbyggertal på godt og vel det dobbelte af Danmarks befolkning!
– Jeg fik den her chance, og da det så kunne løse sig både med familien og FC Helsingør, så slog jeg til. Det bliver vanvittigt spændende, og jeg glæder mig meget til at prøve mig af i et andet land. Jeg er 28 år, og hvis jeg skal prøve noget i et andet land end Danmark i forhold til fodbold, så skal det være nu, siger Oliver Drost til Helsingør Dagblad.
Mulighed for mere
I første omgang har han skrevet en kontrakt frem til maj, hvor sæsonen afrundes med et slutspil.
– Det var en mulighed for at prøve noget andet. Og så er der selvfølgelig også et økonomisk aspekt. Pengene er anderledes ude i Asien, og hvem ved. Hvis det hele spiller, kan det være, at det bliver til mere, og så er det større kontrakter, end man kan forestille sig at få herhjemme. Først og fremmest tager jeg ud for at prøve det, tilføjer han til avisen.
At forlade FC Helsingør under nedrykningsstregen er dog ikke noget der hujer Drost.
– Jeg er født og opvokset her. Dette er min by og min klub, så derfor er jeg også sindssygt ærgerlig over at efterlade klubben i den position, den er i lige nu. Når det er sagt, har jeg samtidig stor tiltro til, at drengene klarer skærene. I de sidste kampe har det været marginalerne, der har været afgørende, og med de sidste procenter og fornyet energi skal de nok redde livet i 1. Division, siger han til klubbens hjemmeside.
I Bengaluru ser manager Gerard Zaragoza frem til den danske tilgang.
– Klubben har brugt noget tid på at identificere den rigtige angriber og vi føler at Oliver passer godt ind i systemet. Han er en nummer 9, men med en 10’er i hjertet. Han er angriber men kan også lide at spille lige udenfor feltet og det passer perfekt til den stil vi spiller. Da jeg så Oliver var jeg sikker på, at han kunne være den spiller der passede vores stil bedst, siger han til The Hindu Sportsstar.
Selvom Oliver Drost er opvokset i Helsingør, skulle der en større omvej til, før han i 2021 fik sin førsteholdsdebut for FCH. Først til B.93, siden BSV, Vejle Boldklub, AC Horsens og endelig Kolding IF, inden han i sommeren 21 vendte hjem til Nordsjælland. Her er det så blevet til 84 kampe og 13 mål i den lyseblå trøje.
Han kan nu se frem til en karriere under helt anderledes forhold, med hjemmebane på The Kanteerava Stadium. Et nyt stadion med en kapacitet på 24.000 tilskuere og kendt for nogle af indiens mest fantatiske tilskuere.