Nye ansigter i træneteamet, da FCH tog hul på 2024

Brasilianske Ricardo Alves Resende og svenske Patrik Abrahamsson skal assistere Álvaro Santos.

Cheftræner Alvaro Santos havde sit nye team klar på årets første træningsdag. Foto: Claus Birch

Cheftræner Álvaro Santos havde i dag sine spillere samlet for første gang, forud for en meget spændende forårssæson. Her blev der også for første gang sat navne på de nye ansigter i FCH. trænerteam.

På et bundfrossent Helsingør Stadion, der var iklædt den hvide vinterdragt, tog FC Helsingørs brasilianske træner i dag hul på forberedelserne til det nye fodboldår. Udover nye ansigter i spillertruppen var det også første træningsdag for et par af Santos nærmeste medarbejdere.

Klubben tog sidst på efterårssæsonen afsked med først målmandstræner Michael Charpentier og dernæst assistenttræner John Bredal. De er nu blevet afløst af den brasilianske assistenttræner og analytiker Ricardo Alves Resende og den svenske målmandstræner Patrik Abrahamsson.

Taktisk stærk assistenttræner og analytiker
Den nye assistenttræner og analytiker er en gammel bekendt af Santos. 39-årige Ricardo Alves Resende gik tidligt trænervejen og har flere forskellige uddannelser fra det brasilianske fodboldforbund. Han har i sin 15 år lange trænerkarriere primært arbejdet med ungdomsspillere i hjemlandet, senest i Fluminense.
– Jeg er meget glad for Ricardos tilgang. Vi har to forskellige måder at se spillet på. Jeg ser meget fodbold igennem mine øjne som tidligere spiller og lever mig meget ind i det, hvorimod Ricardo er utrolig dygtig inden for det analytiske. Han er god til at finde modstanders styrker og svagheder og går mere taktisk til værks end mig. Jeg tror, at vi vil komplementere hinanden godt. Vi har brugt meget af den første tid sammen på at analysere holdet og truppen og finde ud af, hvor vi kan forbedres frem mod sæsonstarten, fortæller Santos til FCHs hjemmeside.

Ricardo Resende er offielt tiltrådt i en nyoprettet stilling som analytiker

Målmandstræner efter tidligt karrierestop
FCHs nye målmandstræner, 27-årige Patrik Abrahamsson kommer fra to år i Trelleborgs IF, men tilbragte forinden syv år i Helsingborgs IF, hvorfra han kender FCHs cheftræner. I svenske HIF var han en del af akademiet, først og fremmest som målmandstræner men også som assistenttræner for flere hold.

Som helt ung var han selv en lovende målmand i Landskrona BOIS og skrev i 2014 kontrakt med den engelske Championship klub Bolton Wanderes. En slem skade satte imidlertid en stopper for drømmen og istedet slog Abrahamsson allerede ind på trænergerningen i det engelske.

Svenskeren vil i FCH fungere i en rolle som både målmandstræner og assistenttræner.

Udover de to nye, fortsætter Gustav Ibsen som fysisk træner og Morten Mundus som transitionstræner.

Et enkelt nyt ansigt manglede
Mens to af FCHs nye ansigter, Saku Ylätupa og Ludvig Carlius begge var i aktion, så går der et par dage før den tredje vintersigning Erik Andersson dukker op. Han er midt i en flytning til Helsingborg og har fået et par dages ekstra frihed.

Vanen tro var der også en prøvespiller iblandt, i skikkelse af nigerianske Emmanuel Adeyemo. Han har en fortid i portugisisk fodbold og får nu nogle dage til at overbevise trænerteamet om, at han er den defensive midtbanespiller FCH ikke kan undvære.

Mere end tyve spillere var i aktion, heriblandt også de to langtidsskadede Frederik Juul Christensen og Sterling Yateké, der dog blev passende skånet.

Træningskampe på hjemmebane
Inden FCH tager mod HB Køge i en tidlig bundgyser i NordicBet Ligaen den 23. februar, er der foreløbig fire træningskampe på programmet. De er pudsigt nok alle på hjemmebane, hvor det først gælder 2. divisionsklubberne FC Roskilde (20. jan) og HIK (27. jan). Derefter er der kamp om Øresundspokalen når Helsingborgs IF fra Superettan kommer forbi (10. feb) og endelig afrundes der mod Lunds BK fra Division 1 Södra (17. feb). Det må forventes at der bliver tilføjet et par testkampe mere til den liste.