Nordvest FC – FC Helsingør 3-0

DBU Pokalen, 25. september 2013 på Holbæk Stadion

I sæsonens otte første divisionskampe er der kun scoret fire gange mod de lyseblå, men onsdag aften gik det helt galt i Holbæk, hvor et veloplagt Nordvest-mandskab var foran 2-0 efter 6 minutter.

Hjemmeholdet tog tilsyneladende FCH på sengen, for den bageste kæde virkede langt fra forberedte på det stormløb de lilleklædte Nordvest-spillere satte ind. Advarselslamperne burde ellers have lyst kraftigt, for det var præcis sammen mønster man var vidne til i det indbyrdes divisionsmøde for halvanden måned siden.

Forskellen var så bare, at denne gang fik Nordvest udbytte af anstrengelserne. Efter to minutter smuttede Mohammed Asrihi igennem i FCH’s højre side og hans flade tværaflevering havde topscorer Martin Koch ingen problemer med at styre i nettet.

Minutter efter var den gal igen samme sted, hvor Anders Holst havde sine kvaler. I første omgang ramte Asrihi stolpen, men returen røg på lilla fødder og så kunne Patrick Juhl heade Nordvest foran 2-0.

Ikke den start som den tilbagevendte keeper Daniel Ruberg kunne have ønsket sig og en sand chokstart som FC Helsingør var meget længe om at komme sig over. Spillet var stift, der manglede tempo og de hurtige driblinger manglede lige den selvtillid, vi ellers har set de sidste måneder. Der kom dog bedre facon over tingene og chancerne begyndte at falde. Især Frederik Frick havde flere gode muligheder, men var hårdt presset i tre tilfælde, hvor en godt spillende Lasse Sømmergaard i Nordvest-målet fik klaret afslutningerne.

Daniel Udsen havde også en fin chance, ligesom Peter Benjaminsen måtte se et hug blokeret af det godt kæmpende Nordvest-forsvar. Hele tiden lurede hjemmeholdet imidlertid på kontrachancerne og her måtte FCH især ved en enkelt lejlighed love for Daniel Ruberg, der var hurtigt ude og stoppe en friløber.

Ti minutter før halvtid fik Anders Holst rådet lidt bod på en skidt start, da han kastede sig og på målstregen fik afværget en ellers sikker Nordvest-scoring.

Anden halvleg blev knap på begivenhedsrig og Kasper Enghardt havde en af gæsternes få chance, men blev presset hårdt i skudøjeblikket. Det lå lidt i luften, at en FCH-reducering kunne have skabt det momentum og den Nordvest-panik der ville have givet en chance for omkamp.

Men sådan gik det ikke, for godt et kvarter før tid blev FC Helsingørs forsvarsproblemer igen udstillet. Ricki Olsen stod helt umarkeret bagest i feltet og havde ingen problemer med at banke bolden i nettet bag en prisgivet Daniel Ruberg.

Herefter var løbet kørt og det sidste kvarter handlede egentlig blot om at komme hjem uden skader og karantænedage på kontoen.

En skuffet Benny Gall var efter kampen først og fremmest forundret over forsvarsindsatsen.
– Jeg må indrømme, at jeg troede vi var længere fremme, end at vi kan rystes af et mål efter to minutter. Det skal vi kunne overleve, men vi forsvarer slet ikke og de dyder faldt totalt til jorden i dag.

– Offensivt er jeg sådan set fint tilfreds. Vi skaber 3 – 4 store muligheder i første halvleg, men defensivt var det skidt. Vi forsvarer enkeltvis – ikke som et hold. Den eneste der ikke falder igennem bagude er Kasper Enghardt, der er grunden til, at det kun blev 3-0, lød det fra Gall.

Dermed røg FCH ud af pokalen med et brag, men cheftræneren kunne dog godt bruge nederlaget fremadrettet.
– I de kampe vi har spillet indtil nu, har vi forsvaret os som et hold og vi har angrebet som et hold. Det første gjorde vi ikke i dag og det var god lærdom at se, hvad der så sker.

Nordvest FC – FC Helsingør
3-0 (2-0). Tilskuere: 279
2.: 1-0 Martin Koch
6.: 2-0 Patrick Juhl
73.: 3-0 Ricki Olsen