Den stærke midtstopper Nick Andersen har spillet sin sidste kamp for FC Helsingør. Klubben meddeler i dag, at den 27-årige forsvarsspiller har skrevet en fuldtidskontrakt med svenske Kristianstad FF, der spiller i 1. Division, den tredje bedste svenske række.
– Det er et kæmpe tab for os, men omvendt vil – og kan – vi selvfølgelig ikke stå i vejen for Nick, der har fået tilbudt denne mulighed, siger sportschef Johnni M. Christensen.
– Det har været under opsejling et stykke tid, men Nick har kun været interesseret i et skifte, hvis det kunne blive på fuld tid. Det er så kommet på plads nu og han har været ude i klubben og sige farvel, tilføjer cheftræneren.
Han indrømmer også, at det forestående klubskifte var årsagen til, at Nick Andersen ikke deltog i lørdagens træningskamp mod B.1903.
Nick Andersen har indgået en 1-årig kontrakt, med option for yderligere ét år og siger til klubbens hjemmeside:
– Jeg har fået et godt indtryk af Kristiansstad. Klubben har høje ambitioner og fodboldmæssigt er det et spillende hold. Jeg kan godt lide hold, der bygger spillet op fra forsvaret og spiller bolden langs jorden.
Med Nick Andersens pludselige afgang og tidligere anfører Jeppe Christiansens fodboldpensionering tidligere på vinteren, er FC Helsingør nu kommet i akut nød efter en central forsvarsspiller.
– Med de ambitioner vi har, så skal vi på jagt efter en afløser og det er nu, siger Johnni M. Christensen og tilføjer at sigtet er sat på spillere i Superligaen og 1. Division, med København og Sjælland som det primære jagtområde.
Spørgsmål om mulige afløsere preller dog af som vand på en gås, og sportschefen er vanlig ulden i munden.
Nu har I jo kendt til risikoen for dette skifte et stykke tid, så I må vel have nogle spillere i søgelyset allerede?
– Vi er i fuld gang, ja. I samarbejde med trænerteamet kigger vi på den liste af mulige emner vi har lavet.
Er der en ny spiller klar til lørdagens træningskamp mod GVI?
– Det ved man aldrig! Tingene kan gå hurtigt, men også tage tid!
Johnni M. Christensen vil dog godt understrege, at ambitionen er at finde en spiller, der er ligeså god og kan fylde skoene ud efter Nick Andersen.