
FCH sikrede sig et sent – men særdeles fortjent – point på Fyn mod hjemmestærke Næsby BK, da indskiftede Marc Birkelund scorede i sin debut, få minutter efter at være kommet på banen.
Efter knebne et-måls nederlag i udekampene mod Holstebro og Brønshøj, lykkedes det FC Helsingør at få et enkelt point ud af opgøret mod Næsby Boldklub i Odense. En kamp der blev præget af stærk blæst og regn, men ganske fortjent endte med pointdeling.
Cheftræner René Skovdahl havde valgt samme 3-4-3 opstilling som fungerede fint senest i 1-0 sejren over Sundby Boldklub. En formation som – afhængig af kampbilledet – veksler mellem 5-2-3 og 5-4-1.
Der var også genvalg til alle 11 startere og FCH lagde ud præcis som for en uge siden, med et meget højt pres. Det gav en gylden mulighed allerede efter to minutters spil, hvor Alexander Petræus afsluttede fra kanten af feltet, men kanonerede bolden på overliggeren.
FCHs høje pres var absolut ikke noget der passede hjemmeholdet, der slet ikke fik ro til at sætte deres varemærke, i form af hurtige kombinationer i de små rum.
I stedet var der gæsterne der styrede spillet og først omkring den halve time, begyndte fynboerne at vise tænder. Det gav en enkelt stor chance til Magnus Schou og uafgjort ved pausen var ikke helt skævt, om end et mål eller to til hvert hold, nok havde givet et mere reelt billede af begivenhederne.
FCH skiftede i pausen Yohji Koré med Marc Winkel, der gik ind på franskmandens position på venstrekanten. Et glimrende bytte, da Winkel var en af FCHs bedste i opgøret.
Han kunne være kommet på tavlen efter blot fem minutter, da han akrobatisk afsluttede tæt under mål, men måtte se Næsby-keeper Rasmus Jepsen-Jacob refleksredde i stor stil.
Igen startede FCH halvlegen bedst, men Næsby fik arbejdet sig ind i kampen. Rækkens topscorer Magnus Schou var tæt på at score efter godt tyve minutter, men Alexander Hasmark Jensen gjorde sin kollega kunsten efter og reddede flot til hjørnespark.
Desværre for de lyseblå blev en serie af hjørnespark dyre og efter tre på stribe gik det galt. Forsvarsspilleren Mads Smith-Jørgensen var lusket med op og ved bageste stolpe flugtede han bolden i nettet til 1-0.
Ikke ganske fortjent efter spil og chancer, men FCH formåede at holde fokus og fik maksimalt udbytte af en trippeludskiftning ti minutter senere.
På banen kom Frederik Winding, Elias Rørsted Christensen og debutanten Marc Birkelund. Sidstnævnte gik ind på højrekanten i stedet for Alexander Petræus og fik en hovedrolle blot otte minutter senere.
Marc Winkel tog et hurtigt frispark på midten og sendte Elias Rørsted afsted på venstrekanten. Hans præcise indlæg lå lige til pandebrasken af Birkelund, der headede i nettet til 1-1 og noget af en drømmedebut.
Det kunne såmænd være blevet til mere for FCH. I 89. minut måtte Rasmus Jepsen-Jacob ud i fuld længde for at redde en afslutning fra Frederik Winding og fem minutter inde i dommer Simon Fenger tillægstid, fik Winding og Winkel en dobbeltchance der kunne – og måske burde – have sikret FCH sejren.
Nu blev det ved 1-1 og en øjeblikkelig fjerdeplads i rækken. Næste opgave er endnu en af de svære, når topholdet Holbæk B&I gæster Helsingør Stadion fredag aften.
Matchfacts
3. Division, lørdag den 19. september 2026 kl. 14 på Næsby Stadion
Næsby Boldklub – FC Helsingør
1-1 (0-0). Tilskuere: 238
1-0 Mads Smith-Jørgensen (67)
1-1 Marc Birkelund (85) Assist: Elias Rørsted Christensen
Næsby BK (4-4-2): Rasmus Jepsen-Jacob – Andreas Tomaselli (55.: Laurits Jensen), Victor Vestby, Mads Smith-Jørgensen, Rasmus Knudsen (Anf) – Julius Fechtenburg (55.: Oliver Koertz), Mikkel Stangerup (81.: Marcus Jensen), Kasper Nyegaard, Louis Larsen – Ronny Larsen (81.: Anton Kjærgaard), Magnus Schou (70.: Kasper Høst).
Ikke benyttet: Malang Faty (M), Oliver Vingaard, Kristian Tonnisen.
Cheftræner: Nicolai Wollenberg
FC Helsingør (3-4-3): Alexander Hasmark Jensen – Ilias Hassan, Sebastian Laustsen, Nichlas Vesterbæk (Anf) – Nikolaj Bagger, Mathias Kisum, Bror Blume (77.: Elias Rørsted Christensen), Oliver Hald (77.: Frederik Winding) – Alexander Petræus (77.: Marc Birkelund*), Jacob Hjorth (61.: Lucas Borén), Yohji Koré (46.: Marc Winkel).
Ikke benyttet: Eliot Guindy (M), Mikka Heller, Ramesh Delsouz, Gustav Johansen.
Cheftræner: René Skovdahl
*Debut
Advarsler (4): Ronny Larsen (51), NBK. Ilias Hassan (34), Mathias Kisum (62), Marc Winkel (92), alle FCH.
Dommer: Simon Fenger