Mathis Konradsen retur til FC Midtjylland

Lejeaftale afbrudt før tid

Mathis Konradsen er fortid i FC Helsingør. Lejeaftalen med FC Midtjylland er afsluttet før tid. Foto: Claus Birch

Karrieren i FC Helsingør blev en kort fornøjelse for 19-årige Mathis Konradsen, der nåede godt tre måneder i det nordsjællandske. Den sæsonlange lejeaftale er blevet afbrudt før tid og forsvarstalentet vender retur til FC Midtjylland.

Få dage før transfervinduet lukkede i august hentede FC Helsingør den unge højreback i FC Midtjylland, på en lejeaftale der var planlagt for resten af sæsonen, til juni 2026.
– Nu går jagten ind på seniorminutter, og det starter i FC Helsingør, der har lejet den danske højreback på en etårig aftale, lød det fra midtjyderne i sensommeren.

Siden spillede Konradsen samtlige 12 efterårskampe for FCH. Det blev ikke til mål, men kantspilleren blev noteret for to assist i slutfasen. Mere bliver det imidlertid ikke til for den tidligere U16-landsholdsspiller, der efter sigende har udnyttet en klausul i aftalen der gjorde det muligt at afkorte den i vinterpausen.

Mathis Konradsen har en fortid i bl.a. Middelfart Boldklub og Brande IF inden han som 15-årig skrev en akademikontrakt med midtjyderne. Den blev senere vekslet til en fuldtidskontrakt på ikke mindre end fem år og forsvarsspilleren var i fjor en profil på FCM-holdet der vandt U19 DM og spillede UEFA Youth League.

FCH har i vinterpausen også sagt farvel til Nikolaj Larsen der fortsætter i Fremad Amager. Derudover vender Jagvir Singh tilbage til Hvidovre IF efter endt lejeaftale mens Tobias Elmelund havde kontraktudløb til nytår. Også Souheib Dhaflaoui, der det seneste halvår har været udlejet til Fremad Amager, havde kontraktudløb ved årsskiftet.