Mads Laudrup stopper karrieren

Overraskende beslutning fra populær midtbanespiller

To dage inde i julemåneden, må det konstateres, at der ikke har været de bedste nyheder bag lågerne i FCHs julekalender i år. Således offentliggjorde klubben i dag, at den populære midtbanespiller Mads Laudrup har besluttet at stoppe karrieren. En nyhed der kommer bare et døgn efter, at anfører Kasper Enghardt annoncerede, at han måske er på vej væk allerede i januar-vinduet.

Mens Enghardts mulige afgang ikke kommer som årets største overraskelse, så var der næppe mange der havde set Laudrups stop i krystalkuglen. I en alder af bare 26 år har han imidlertid besluttet at prioritere familie og de civile jobmuligheder, efter en karriere hvor fodbold har været hverdag nærmest fra fødslen i den kendte fodboldfamilie.

– Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for de sidste 2 ½ år. Det har været en fantastisk tid i en klub i rivende udvikling, både på og udenfor banen, her tænker jeg især på oprykningen i sommer, samt en fankultur der er helt unik, siger Mads Laudrup.

– Når det er sagt er jeg afklaret i min beslutning om at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan forene professionel fodbold med de prioriteter jeg har udenfor banen. Jeg har været privilegeret og glad for at jeg har fået utallige store oplevelser gennem de sidste 10 år, og glæder mig til at se hvor nye veje fører hen.

FODBOLD: FC Helsingørs Mads Laudrup og André Riel kunne løfte pokalen som vinder af 2. division øst efter kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og Nykøbing FC den 13. juni 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Sommerens oprykning til Bet25 Ligaen var et af højdepunkterne i Mads Laudrups FC Helsingør karriere, her i selskab med André Riel og 2. divisionspokalen. Foto: Claus Birch

Laudrup kom til FC Helsingør i sommeren 2013 fra Hobro IK og nåede 65 kampe og 4 mål i den lyseblå trøje, de fleste i den defensive midtbanerolle. Hans afgang bliver både et sportsligt og socialt tab, erkender cheftræner Christian Lønstrup:
– Jeg har kun positivt at sige om Mads. På banen har han faktisk overrasket mig ved at være så stærk i 1. division, som det har været tilfældet. Sammen med Klaus Lykke har han holdt et rigtigt højt niveau. Derudover er han en super god fyr at have i truppen. Han er reflekterende, lyttende og han kommer med mange gode input. En sand fornøjelse at arbejde med og vi kommer da til at savne ham, siger Lønstrup til Helsingør Dagblad.

– Mads har haft en position øverst i holdets hieraki og der skal selvfølgelig rokeres lidt om. Men det bliver ikke et problem, tror jeg, for generelt har truppen et godt og sundt sammenhold, tilføjer cheftræneren.

Mads Laudrup har tidligere repræsenteret FC København, HB Køge, islandske Stjarnan og Hobro IK, ligesom det er blevet til 29 ungdomslandskampe.

Ved siden af fodbolden har han de senere år opbygget virksomhederne Book en Stjerne og Playmaker Booking og Management, blandt andet sammen med FCHs assistenttræner Brian Gellert.