
FC Helsingørs 20-årige midtstopper Tobias Elmelund står overfor en længere skadespause. Den ankelskade han pådrog sig mod Helsingborg viser sig at være et overrevet ledbånd, der kan betyde op til 5 måneder på sidelinjen.
Det var et hændeligt uheld, da en spiller fra Helsingborgs IF tirsdag aften ramte ydersiden på FC Helsingør-spillerens højre fod. En banal situation men med en rigtig trist udgang for Elmelund, der i sidste sæson etablerede sig som det faste valg som venstre midtstopper ved siden af anfører Mikkel Knudsen i det centrale forsvar.
– Det gjorde ikke ondt og det var faktisk først dagen efter, at det gik op for mig hvor slemt det så ud. Jeg blev kaldt ind på kontoret hvor vi skulle se billederne af scanningen og jeg kunne godt fornemme, at de så meget alvorlige ud.
– Der er ét overrevet ledbånd, to delvist overrevne og så en forstuvet ankel, konstaterer Tobias Elmelund.
Hvor lang pause der venter den unge spiller, ved han endnu ikke.
– Jeg håber at en operation kan undgåes, det er muligt. Og så regner jeg med 3 – 5 måneder ude, siger han.
Tobias Elmelund er en af mange unge spillere der er kommet på divisionsholdet fra klubbens talentakademi de senere år. Han debuterede som 18-årig i maj 2023 og fik sit gennembrud i sidste sæson. Han er noteret for 46 kampe og 3 mål i FCH-trøjen.