FC Helsingør fik rigelig modstand men kunne rejse tilbage over sundet med en 3-2 sejr i årets første træningskamp. To mål af Oliver Drost og et af Tonni Adamsen afgjorde opgøret i Landskrona, hvor hjemmeholdet havde fortjent mere end de to scoringer der lukkede opgøret.
Cheftræner Morten Eskesen var tilbage i den gammelkendte 4-2-3-1 opstilling. Med kun én keeper i truppen var 19-årige Hjalte Petersen ikke overraskende på mål. Foran ham lå Philip Rejnhold i højre side og Nicklas Mouritsen i venstre, med Brandon Onkony og anfører Nikolaj Hansen i midten. Frederik Juul Andersen og Oliver Kjærgaard indtog de to centrale midtbanepladser, med Elijah Just i højre side og Liam Jordan i venstre. Helt fremme var Oliver Drost, med Alexander Lyng som hængende 10’er. På bænken sad Frederik Bay, Mikkel Knudsen, Nicolai Geertsen, Daniel Norouzi, Tonni Adamsen, Ramesh Delsouz (U19), Daniel Krogh (U19) samt den prøvespillende svenske målmand Adrian Engdahl, der senest har optrådt for IK Brage i Superettan.
Landskrona BoIS var en af de store overraskelser i sidste års Superettan, hvor oprykkerne længe spillede med om oprykning til Allsvenskan. Det endte dog med en flot 6. plads for Billy Magnussons unge mandskab.
De har mistet flere profiler henover vinteren, men viste sig endda som en stærk modstander på denne flotte solskinsdag i Skåne, hvor godt 200 tilskuere var på plads omkring kunstgræsbanen på Landskronas træningsanlæg.
Især forsvarsmæssigt stod de Juventus-stribede stærkt i første halvleg, hvor FC Helsingør havde meget svært ved at skabe de store chancer og målløst ved pausen var et ganske retvisende billede.
Begge mandskaber skiftede kraftigt ud i pausen. Morten Eskesen skiftede seks mand ind, heriblandt de to U19-spillere Daniel Krogh og Ramesh Delsouz, mens Landskrona-træner Billy Magnusson skiftede ni spillere.
Den mannøvre slap BoIS bedst fra, men fik ikke udbytte af spilovertaget. Istedet bragte Oliver Drost FCH foran på deres første reelle målchance, da han opsnappede en Liam Jordan ripost fra den svenske målmand. Knap to minutter senere blev det 2-0 til de rødklædte FCH’ere, da Tonni Adamsen hamrede bolden op i målhjørnet fra kanten af feltet. En flot scoring af angriberen!
Føringen kunne diskuteres, men det skulle blive værre endnu for hjemmeholdet, da Oliver Drost trak ind i banen og sendte bolden i nettet til 0-3! En flot scoring der ikke lod Adamsen meget efter i stilkarakter. Dermed kunne FCH mere eller mindre notere sig et udbytte på 100 procent af deres målchancer.
I anden halvleg blev Frederik Bay sendt på banen, ligesom FCH fik mulighed for at teste en prøvespillende målmand. Klubben har ikke oplyst navnet på denne spiller.
BoIS fik ganske fortjent pyntet på resultatet med to mål i det sidste kvarter og det ikke været for en uskarp Robin Dzabic, var FCH næppe kommet hjem med sejren.
Cheftræner Morten Eskesen var ganske tilfreds efter årets første kamp:
– Det var en god træningskamp, vi bliver matchet fint pg fordelt spilminutterne rigtig godt. Vi får undgået skader og scoret tre flotte mål. Det er også godt at se spillere som Drost og Lyng få 90 minutter, da det er længe siden de har fået fuld spilletid. Vi får udnyttet vores gode relationer i truppen, da holdet ligner det samme som i efteråret. Alt i alt en flot spillet træningskamp.
FC Helsingør spiller igen mandag middag, hvor holdet møder FC København på træningsanlægget på Frederiksberg.
Matchfacts
Lørdag den 22. januar 2022 kl 13 på Landskrona Idrottsplats (Kunstgræs) i Sverige
Landskrona BoIS (Superettan) – FC Helsingør
2-3 (0-0). Tilskuere: 200
0-1 Oliver Drost (55)
0-2 Tonni Adamsen (56)
0-3 Oliver Drost (71)
1-3 Erik Pärsson (78)
2-3 Linus Olsson (82)
Landskrona BoIS (4-3-3): Svante Hildeman – Albin Linnér, Philip Andersson (Anf), Andreas Murbeck, Edvin Dahlqvist – Filip Ottosson, Jacob Blixt, Emil Jönsson – Robin Dzabic, Ousmana Diawara, Camil Jebara.
Indskiftede reserver i pausen: Amr Kaddovra (M), Viktor Wihlstrand, Johan Rapp, Jesper Strid, Nikola Ladan, Melker Heier, Allen Smajic, Linus Olsson, Erik Pärsson, William Ondrejka.
Cheftræner: Billy Magnusson
FC Helsingør (4-2-3-1): Hjalte Petersen (46.: Adrian Engdahl, prøvespiller) – Philip Rejnhold (46.: Mikkel Knudsen), Brandon Onkony (46.: Daniel Krogh), Nikolaj Hansen (Anf) (46.: Nicolai Geertsen), Nicklas Mouritsen (46. Ramesh Delsouz) – Frederik Juul Christensen (46.: Tonni Adamsen), Oliver Kjærgaard (46.: Daniel Norouzi) – Elijah Just, Alexander Lyng, Liam Jordan (60.: Frederik Bay) – Oliver Drost.
Cheftræner: Morten Eskesen
Dommer: Kaspar Sjöberg