Kontrakt ophævet: Donart Bedjeti til Allerød FK

Ung angriber indgik ikke længere i klubbens planer

Donart Bedjeti har fået ophævet sin kontrakt med FC Helsingør et halvt år før udløb og debuterede i lørdags for Allerød FK. Foto: Claus Birch.

FC Helsingørs nordmakedonske talent Donart Bedjeti har fået ophævet sin kontrakt og er nu på plads hos et af Danmarksseriens tophold, Allerød FK. Dér håber den 19-årige angriber at finde mere spilletid, efter en svær overgang fra U19 til førsteholdet i FCH.

Der har været stille om Donart Bedjeti de seneste måneder. Efter indhop i sommerens første tre pre-season kampe, var han tilsyneladende ikke længere inde omkring førsteholdet og i august forsvandt han også fra klubbens spillerliste hos DBU.

Rygtet om et klubskifte fik næring af Bedjeti’s instagramopslag den 20. august, med ordene “Tak for alt, FC Helsingør”.

Nu ligger det så fast, at den unge angriber er på plads i Allerød FK, der indtager en øjeblikkelig tredjeplads i en tæt Danmarksserie, pulje 2. Her debuterede han i lørdags md en startplads i topkampen mod Gørslev IF. Bedjeti var tæt på et debutmål, men de blå fra Allerød måtte se sig besejret 5-1 af det sjællandske komethold.

Bedjeti kom til Danmark i 2021 og startede i FA 2000, inden han i januar 2023 blev hentet til FC Helsingørs akademi. Her gjorde han sig hurtigt bemærket og fik allerede i september 2023 debut på førsteholdet, som 17-årig i en pokalkamp mod BK Skjold.

På FCHs bedste mandskab fik han mulighed for at spille sammen med Ferhan Hasani, der som Bedjeti selv havde spillet i den nordmakedonske klub Shkendija. En stor oplevelse for den unge FCH-angriber.
– Det er stort at spille sammen med Bubba (Hasanis kælenavn) Jeg har kendt ham siden jeg var 7 år, og jeg kan stadig huske, at jeg stod og ventede på ham efter kampe for at få et billede med ham. Hårdt arbejde betaler sig og nu spiller vi sammen, hvilket er helt specielt, fortalte Bedjeti dengang.

Hans præstationer i FC Helsingør gav ham en tilsigelse til Nordmakedoniens U19-landshold i februar 2024, hvor han fik fuld spilletid i den ene af to venskabskampe mod Bosnien-Herzegovina.

Inden denne sæson var Donart Bedjeti noteret for 5 kampe på FCHs bedste hold og at dømme efter de første pre-season kampe, var der mere på vej. Men sådan kom det ikke til at gå for angriberen, der havde kontrakt frem til nytår.

– Jeg fik fortalt, at jeg ikke kom til at spille og at klubben ville sende mig ud på en låneaftale. Så besluttede jeg, at jeg ville have ophævet kontrakten, komme videre ud og få noget spilletid, fortæller Bedjeti.

– Nu er jeg i Allerød indtil vinter og så må vi se hvad tiden bringer, tilføjer han.

Donart Bedjeti er dermed den ottende akademispiller, der har forladt klubben denne sommer. Tidligere har Cornelius Kilpatrick (Fremad Amager), Nikolaj Larsen (udlejet til Thisted FC), Hjalte Tarp (GVI), Hjalte Lærke (US Lecce), Emil Morgan (udlejet til Brøndby IF), Alexander Hvid (Hørsholm UI)  og Gustav Ring Lorentzen (BK Frem) sagt farvel til FCH.