
FC Helsingør har udpeget administrationschef Morten Stig Bork Jørgensen som ny direktør. Han erstatter Peter Nielsen, der forlader klubben efter bare 10 måneder på posten.
Det er ikke kun i spillerstaben der kommer til at ske markante ændringer denne sommer. Således har klubben annonceret at driftsdirektør Peter Nielsen erstattes af den hidtige administrationschef Morten Stig Bork Jørgensen i rollen som COO.
I modsætning til sin forgænger – der blev hentet efter en lang lederkarriere i Næstved Boldklub – er den nye direktør et lokalt forankret navn, bosat i Snekkersten og med en årelang tilknytning til FC Helsingør.
Morten Stig Bork Jørgensen har i mere end ti år været en kendt stemme som speaker til FC Helsingørs hjemmekampe. Sidste år blev han fast ansat på klubbens kontor og i december udnævnt som administrationschef.
– FC Helsingør har været en stor del af mit liv gennem mange år, og jeg er både stolt og ydmyg over den tillid, jeg er blevet vist. Jeg kender klubben, menneskene omkring den og det stærke fællesskab, som gør FC Helsingør til noget særligt. Nu ser jeg frem til at være med til at skabe en positiv udvikling og et stærkt fundament, som klubben kan bygge videre på i de kommende år, siger Morten Stig Bork Jørgensen til klubbens hjemmeside.
FCHs nye direktør har i 24 år været ansat i forsvaret som kontorfuldmægtig og daglig leder i en økonomisektion på Forsvarsakademiet. Det er således ikke fodboldfaglig erfaring der bringes med i værktøjskassen og det er Morten Stig Bork Jørgensen meget bevidst om. I modsætning til Peter Nielsen, ønsker han ikke at involvere sig i de sportslige beslutninger.
– Det vil være tåbeligt, hvis jeg begynder at blande mig i, hvad der skal ske på fodboldbanen. Det er overhovedet ikke der, jeg har mine kompetencer. Jeg er uddannet i HR, økonomi, administration og ledelse. Ikke fodbold, siger han til Helsingør Dagblad.
FC Helsingør skriver at klubben vil have øget fokus på sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige og fans.
– FC Helsingør er bygget på stærke lokale kræfter og et unikt fællesskab. Det skal vi værne om og udvikle. Vi glæder os til at tage hul på næste kapitel sammen med alle dem, der hver dag er med til at gøre klubben stærkere, siger Morten Stig Bork Jørgensen.
Den nye direktør vil lede klubben i tæt samarbejde med partnerchef René Dupont, der vendte tilbage til FC Helsingør i november 2025.