Blot et par måneder efter Kevin Stuhr Ellegaard lagde handskerne på hylden, med FC Helsingør som sidste klub i karrieren, tager den store keeper fat på en ny udfordring. Han skal fremover være fodboldekspert hos Discovery Networks Danmark, der blandt andet dækker 3F Superligaen.
Gennem to år var han en sikker sidste skanse i FC Helsingør, hvor han ikke kun på banen, men også i omklædningsrummet var en stor profil. Nu får hele fodbold-Danmark så glæde af den sympatiske 38-årige ex-målmand, der glæder sig til de nye udfordringer.
– Det bliver en spændende udfordring, og jeg glæder mig helt vildt. Det her job har stået højt på min liste over ting, jeg gerne ville efter min karriere, så jeg ser virkelig frem til at dele min viden og erfaringer med seerne, siger Kevin Stuhr Ellegaard i en pressemeddelelse.
Hos Discovery Networks Danmark er man også begejstret for den nye ekspert, der allerede bliver kastet i ilden i den kommende weekend.
– Vi får et stort talent ind, som jeg er helt overbevist om bliver en fremragende fodboldekspert. Kevin er veltalende, skarp, analytisk, tør sige sin mening højt og tydeligt, og så er han bare godt selskab. Han kommer med faglighed og fodboldforstand, og han vil være et forrygende supplement til vores eksisterende, stærke gruppe af eksperter, tilføjer sportschef Søren Klæstrup, fra Discovery Networks Danmark.
Kevin Stuhr Ellegaard nåede 53 kampe i FCH-trøjen og var en af hovedpersonerne bag oprykningen til NordicBet Ligaen i sommeren 2020. Han har tidligere spillet i bl.a. Manchester City, Hertha Berlin, Randers FC og IF Elfsborg, inden han kom til FC Helsingør i januar 2020.
Med den nye karriere følger Kevin Stuhr Ellegaard i fodsporene på en anden tidligere FCH-profil, Mads Laudrup. Han stoppede i december 2015 i FC Helsingør og begyndte også kort efter som fodboldekspert, hvor han i dag er hos TV3.