Fulde navn: Kai Frandsen
Født: 15. maj 1924
Død: 18. marts 2013
Karriere som spiller: Fremad Amager (1942-50), Cremonese (Italien, 1950-51, 24 kampe, 6 mål), Lucchese (Italien, 1951-53, 58 kampe, 15 mål)
Karriere som træner: Helsingør IF (1958-59)

Kai Frandsen var – sammen med sin fætter Henning – en af stjernerne på et stærkt Fremad Amager mandskab, der i 40’erne spillede i landets bedste række. Han var en teknisk stærk og hurtig højre wing og i 1949 fandt DBU’s udtagelseskomité en plads til ham på landsholdet.

Han debuterede i Idrætsparken mod Holland i juni 1949 og nåede ialt 5 kampe og et enkelt mål det følgende års tid. I sommeren 1950 tog han imidlertid orlov fra lærergerningen på Højdevangens Skole  og skrev kontrakt med italienske Cremonese, som en af Danmarks første professionelle fodboldspillere, og så var det slut med amatørstatus og dermed landsholdskarriere.

Cremonese måtte rykke ud af Serie B efter bare én sæson, men Frandsen tog den modsatte vej og skiftede til Serie A-klubben Lucchese i Toscana. Også her endte sæsonen med en nedrykning, men dog som en personlig succes for amagerkaneren, der scorede hele 11 gange. Danskeren fulgte med en række ned, men sæsonen 1952/53 blev hans sidste i Italien, inden han vendte tilbage som lærer på Højdevangen.

Kai Frandsen skrev en erindringsbog om sit liv i Italien. En utraditionel erindringsbog og uforbeholden kærlighedserklæring til italiensk folkeliv. Bogen og Frandsens lærergerning inspirerede iøvrigt senere en af hans elever, Hans Jørgen Nielsen, til at skrive fodboldromanen ”Fodboldenglen”.

Frandsen overtog i sommeren  i 1958 trænerposten i Helsingør IF fra Fritz Gotfredsen. Et halvt år senere måtte han se klubben rykke ud af 2. Division. Desværre fortsatte de dårlige resultater i den tredje bedste række og i oktober 1959 blev han erstattet af Svend Bøgh.

Han sluttede sin civile karriere som skoleinspektør i Hørsholm kommune og døde i 2013.

Kai Frandsen skrev en bog om sit liv i Italien.