Elijah Just og Callum McCowatt er i dag udtaget til New Zealands 23-mands trup til de kommende træningskampe mod Jordan og Usbekistan. Landsholdssuccesen kan koste dem deltagelse i adskillige afgørende FCH-kampe i marts.
FC Helsingørs to offensivspillere har fået masser af spilletid på New Zealands A-landshold, siden den succesfulde optræden på U23-holdet ved sommerens OL i Tokyo.
Det er således ikke overraskende, at de begge er udtaget til de to træningskampe, forud for den afgørende VM-kvalifikationsturnerng til FIFA World Cup 2022. På grund af Covid-19 afholdes Oceaniens VM-kval som en turnering i Dubai fra 13 – 30. marts 2022, hvilket altså betyder, at FCH kan risikere at mangle de to spillere i adskillige af forårets oprykningskampe.
New Zealand møder Jordan den 28. januar i Abu Dhabi og Usbekistan den 1. februar i Dubai.
I truppen er også Dalton Wilkins, der netop er skiftet fra FCH til Kolding IF samt Marko Stamenic fra FC København.