Internationale Oliver Hald skal styrke venstrekanten

Via USA og Norge - forsvarsspiller jagter dansk succes i Helsingør

Oliver Hald i kamp med Abdoulie Njai fra FC Helsingør da de to klubber mødtes i en iskold træningskamp i januar. Foto: Claus Birch.

FC Helsingør fortsætter oprustningen af defensiven. Efter præsentationen af Ilias Hassan forleden henter klubben nu den 26-årige venstre back Oliver Hald, der har gjort sig bemærket i flere år i USA og Norge.

Næppe mange lokale fodboldtilskuere har hørt om FC Helsingørs nyeste signing…..

For mens de fleste danske fodboldspillere tager vejen mod divisionsfodbolden gennem velkendte hjemlige klubadresser, så har rejsen for Oliver Hald været alt andet end direkte. Fra ungdomsårene på Amager over amerikansk collegefodbold og professionel erfaring i USA til norsk oprykningsfest – inden han i foråret vendte tilbage til dansk fodbold.

Da forsvarsspilleren i foråret vendte hjem til Danmark, efter fem år i udlandet, var Brønshøj Boldklub destinationen. Pudsigt nok blev hans første optræden i hvepsestriberne en træningskamp mod netop FC Helsingør tilbage i januar. Men efter en forårssæson der bød på 15 kampe i 3. division er Oliver Hald nu hentet til FC Helsingør, hvor den stærke pasningsspiller nu skal styrke venstrekanten på en foreløbig 1-årig kontrakt.

Fra Amager til Amerika
Den venstrebenede forsvarsspiller tog sine første fodboldskridt i Kastrup Boldklub, inden han fortsatte udviklingen i Fremad Amagers ungdomsafdeling. Her blev han betragtet som et spændende forsvarstalent og fik i 2020 muligheden for at træne og spille med klubbens førstehold i 1. division. Det blev til enkelte optrædener omkring førsteholdet, men samtidig stod det klart, at vejen til fast spilletid skulle være en anden.

Den rute førte over Atlanten.

I 2021 rejste Oliver Hald til USA, hvor han kombinerede fodbold og uddannelse. Første stop var Muskegon Community College i Michigan. Her satte han hurtigt sit præg på holdet, hvor han ikke blot var en solid defensiv spiller, men også bidrog offensivt med mål og assists. Han blev udtaget som JC All-American – en hæder, der gives til nogle af de bedste college-spillere i landet.

Senere fortsatte han karrieren på universiteterne University of Evansville og Southern Methodist University (SMU), hvor han blev en integreret del af MLS Draft Pool. Undervejs fik han også mulighed for at spille i den amerikanske USL League Two for Texas United FC, inden han i 2024 skrev sin første professionelle kontrakt med USL1 klubben Greenville Triumph SC.

Oprykningssucces i Østlandet
Efter mere end tre år i USA var næste destination Norge.

Hos Kvik Halden blev Oliver Hald hurtigt en fast del af startopstillingen. Som venstre back var han med til at skabe en solid defensiv, og han startede inde i størstedelen af klubbens kampe i 2025-sæsonen. Et jubelår der kulminerede med en oprykning til den norske 2. division – landets tredjebedste række – for klubben fra grænsebyen i Østlandet

Nu skal Oliver Hald så forsøge at skabe sig en karriere i danske fodbold. Sikkert er det, at FC Helsingør har fået en spiller, hvis karriere ikke ligner de flestes. Til gengæld har den givet forsvarsspilleren noget, som de færreste danske spillere på hans alder kan skrive på cv’et: erfaring fra tre lande, flere forskellige fodboldmiljøer – og nu en ny mulighed for at omsætte det hele i dansk fodbold.