
Marginalerne var ikke på FC Helsingørs side, da det lørdag blev til nederlag i sæsonens tidlige topopgør i Holstebro. Trods overvægt i fysik og spil til FCH, tog værterne sejren på deres mere direkte spil.
Det er måske lovlig tidligt, at tale om et topopgør efter bare tre runder i årets 3. division, men ikke desto mindre var det de to hold, der var sluppet bedst fra start, der stod i direkte duel på Krøyer Park i det østlige Holstebro.
Hjemmeholdet havde skiftet tre mand fra den seneste flotte 4-0 sejr i Ringsted, mens FCHs cheftræner René Skovdahl kun havde en enkelt ændring i startelleveren efter sidste rundes overtidssejr over BK Frem. Marc Winkel startede på venstrekanten, i stedet for Mathias Kisum, der var foretrukket centralt og erstattede Frederik Winding.
Nytilkomne Sebastian Laustsen var i kamptruppen for første gang, siden skiftet fra Silkeborg IF, men kom ikke på banen til debut.
Desværre for FCH, der for første gang startede i de nye mørke udebanetrøjer, fik Holstebro noget af en drømmestart på opgøret. Et indkast op ad banen blev headet videre af Noah Iversen, hvorefter August ”Miller” Madsen udnyttede et øjebliks uopmærksomhed hos Mikka Heller. Den teknisk stærke HB-spiller trak sig fri og alene med Alexander Hasmark Jensen var han sikkerheden selv.
I modsætning til tidligere kampe, så man et FCH-hold der lørdag spillede langt mere på græsset end i sæsonens første kampe. I stedet for primært at spillede de lange bolde op til Yohji Koré, blev bolden i højere grad spillet op nedefra.
Det klædte holdet, men gjorde naturligt også gæsterne mere sårbare overfor boldtab og værternes kontrakniv, hvor de to forreste – August Madsen og Noah Iversen – konstant holdt FCH-forsvaret på tåspidserne.
Efter godt 12 minutter måtte Alexander Hasmark Jensen hive en flot redning frem, på et tørt hug fra notorisk farlige Mikkel Tønnesen, men ellers havde FCH generelt godt styr på divisions topscorer, der lagde presset på HBs højrekant.
Mens FCH havde svært med at kombinere sig igennem centralt, var truslen anderledes større, de gange det lykkedes at få sat kanterne i scene. Det skete alt for lidt, men efter en lille halv time gav det FC Helsingørs bedste chance, da Ilias Hassan servede til Marc Winkel, hvis hovedstød sneg sig lige forbi fjerneste stolpe.
Selvom FCH havde bolden mest og faktisk spillede pænt bold i perioder, så var det anderledes sammenspillede hjemmehold konstant farlige. Spillet var mere direkte og de hvidblusede brugte færre stationer til at nå frem til afslutning.
Det gav HB et hjørnespark lige omkring den halve time, hvor kun en refleksredning fra Alexander Hasmark Jensen og efterfølgende stolpen, forhindrede Noah Iversen i at heade hjemmeholdet på 2-0.
FCH drømmestartede anden halvleg, men …
Fik vestjyderne en drømmestart på første halvleg, så gjorde FCH det så sandelig også efter pausen. Et langt udspark fra FCH-keeperen blev headet videre af Jacob Hjorth til Yohji Koré. Franskmanden fik snoet sig fri af to HB-spilleren og lagde bolden i nettet med et velplaceret højrebensspark til udligning 1-1.
Lige den restart som René Skovdahl kunne have ønsket sig. Desværre var fortsættelsen bestemt ikke god for FCH-træneren og hans hold. Mindre end fem minutter senere var hjemmeholdet igen foran, da et hjørnespark endte hos første halvlegs målscorer August Madsen. Han sendte den retur i feltet og her kunne en umarkeret Emil Søgaard stige til vejrs, og heade kuglen over Alexander Hasmark Jensen, der kom noget på mellemhånd i situationen.
Herefter var billedet det samme som i første halvleg, og FCH sad mere og mere på spillet med bold. Det kneb bare med at få sat slutprodukt på og hjemmeholdets hurtige omstillinger var en konstant fare.
Dommer Andreas Wittrup var generelt ikke nærtagende og spillerne fik lov at bruge fysikken i nærkampene. Derimod blev han ikke glad, da Alexander Petræus forsøgte at rive Okan Avci ned i netop en omstilling. Det kostede en advarsel til FCH-spilleren, der for at gøre ondt værre, måtte udgå efterfølgende med en mulig fiber – i bedste fald var det bare krampe!
Efterhånden som stadionuret nærmere sig de 90, blev FCH-presset tungere og tungere. Skovdahl skiftede i løbet af anden halvleg hele kant setup’et, hvor Malik El-Beltagi og Ramesh Delsouz samt Oliver Hald og Frederik Winding skiftede med startbesætningen i henholdsvis højre og venstre side.
Det var med til at holde presset og hjemmeholdet stod dybt mod slutningen, hvor cheftræner Kim Kristensen skiftede formation til 5-4-1, for at forsvare den spinkle føring.
Det lykkedes – med en god portion held – for FCH nåede to kæmpe chancer i de seks minutters tillægstid. Først blev Frederik Winding sendt i græsset i en duel med HB-keeper Mikkel Jahn, hvorefter Casper Bæksted sparkede væk på målstregen. Og et par minutter senere var det Yohji Koré, der tæt under mål ikke fik vinklet afslutningen rigtigt.
Dermed kunne oprykkerne fra Holstebro fortsætte deres flotte start på livet i 3. division, hvor vestjyderne holder fast i førstepladsen med 10 points for de første fire kampe.
FCH dumper et par pladser ned i den tidlige tabel, men må trøste sig med, at der blev leveret en rigtig fin indsats og at det denne gang var de små marginaler, der ikke gik holdets vej.
FCH skal i aktion to gange i den kommende uge, begge på Helsingør Stadion. Tirsdag gælder det lokalopgøret i Betano Pokalen, hvor Hørsholm-Usserød IK gæster byen og fredag kommer bundholdet – og mednedrykkerne – Ishøj IF på besøg i endnu et spændende 3. divisionsopgør.
Matchfacts
3. Division, lørdag den 22. august 2026 kl. 14.30 på Krøyer Park, Holstebro.
Holstebro Boldklub – FC Helsingør
2-1 (1-0). Tilskuere: 485
1-0 August Madsen (5)
1-1 Yohji Koré (46) Assist: Jacob Hjorth
2-1 Emil Søgaard (50)
Holstebro BK (4-4-2): Mikkel Jahn – Niklas Poulsen, Daniel Vester, Casper Bæksted, Okan Avci – Mikkel Tønnesen, Rasmus Aagaard (Anf), Emil Søgård (82.: Lasse Risager) – Mikkel Tønnesen (82.: Christoffer Svenningsen), Anders Lind (65.: Emil Kjer) – August Madsen (76.: Anders Iversen), Noah Iversen.
Ikke benyttet: Silas Novrup (M), Nikolaj Sønderby, Hassan Dahir.
Cheftræner: Kim Kristensen
FC Helsingør (4-4-2): Alexander Hasmark Jensen – Ilias Hassan (83.: Malik El-Beltagi), Mikka Heller, Nichlas Vesterbæk (Anf), Elias Rørsted Christensen (62.: Oliver Hald) – Alexander Petræus (62.: Frederik Winding), Gustav Johansen, Mathias Kisum, Marc Winkel (78.: Ramesh Delsouz) – Jacob Hjorth (78.: Lucas Borén), Yohji Koré.
Ikke benyttet: Eliot Guindy (M), Sebastian Laustsen, Tobias Nielsen, Sigurd Ulriksen.
Cheftræner: René Skovdahl
Advarsler (5): Rasmus Aagaard (76), Niklas Poulsen (91), begge HB. Alexander Petræus (61), Ilias Hassan (70), Marc-Antoine Madelaine, målmandstræner (94), alle FCH.
Dommer: Andreas Wittrup