Hobro IK – FC Helsingør 2-1

ALKA Superliga, 16. juli 2017 på DS Arena

Mikkel Basse jubler efter sin første scoring i FCH-trøjen. Føringsmålet efter syv minutter var dog ikke nok til point i superligapremieren i Hobro. Foto: Claus Birch

Indsatsen var langt hen ad vejen godkendt, men der kom ingen point på kontoen, da FC Helsingør søndag eftermiddag spillede sin første superligakamp nogensinde. På en god anden halvleg vendte Hobro IK gæsternes pauseføring til en 2-1 sejr og viste, at der fortsat er noget at arbejde med for de lyseblå debutanter.

Cheftræner Christian Lønstrup havde to debutanter i sin startellever, Søren Henriksen som højre mand i treback linjen og Christian Køhler som det centrale omdrejningspunkt på midtbanen. Begge gjorde det aldeles fremragende og ikke  mindst Køhler imponerende med en stor arbejdsradius, selvom han kun havde nået at træne med holdkammeraterne en enkelt gang, siden lynskiftet fra FC Nordsjælland to dage forinden.

FC Helsingør lagde frisk ud med sit velkendte kombinationsspil og fik en drømmestart efter bare syv minutters spil. Den tidligere FCH-spiller Rasmus Minor Petersen og Mads Justesen fik ikke headet et hjørnespark tilstrækkelig langt væk og så firsttimede Mikkel Basse bolden i nettet. Midtbanespillerens første mål i FCH-trøjen, skulle således også blive helsingoranernes første i den bedste række.

Christian Køhler fik en flot debut for FCH, med stor aktionsradius på midtbanen. Foto: Claus Birch

Efter målet blev FCH trykket længere tilbage på banen og efter et kvarter måtte Søren Henriksen redde en stor chance til hjemmeholdets Edgar Babayan. I det hele taget havde hjemmeholdet godt fat i opspillet, ikke mindst på grund af Vito Hammershøy-Mistrati, der fik en god debut for hjemmeholdet efter sommerskiftet fra FCH.

Gæsterne formåede dog at bide fra sig og Hobro-keeper Jesper Rask måtte strække sig i fuld længde, for at redde et langskud fra André Riel.

I de sidste 45 minutter blev FC Helsingør presset tilbage på banen, af et Hobro-mandskab der kom ud med højere fysik og tempo. Christian Lønstrup måtte udskifte en velspillende Mads Aaquist i pausen, efter en forstrækning i baglåret og uden ham, havde FCH endnu sværere ved at holde fast i bolden.

André Riel havde et drøn af en afslutning inden pausen, mens de to tidligere FCH-spillere Vito Hammershøy-Mistrati og Rasmus Minor Petersen (tv) begge gjorde det rigtig godt i deres Hobro-debut. Foto: Claus Birch

Der skulle en stor FCH-fejl til, før hjemmeholdet fik udlignet. Mikkel Bruhn sendte bolden ud i fødderne på Andreas Holm, der ville spille tilbage til keeperen. Anføreren fik dog ikke fart nok i bolden og så smuttede Pål Alexander Kirkevold imellem. Han spillede uselvisk bolden ud til højre, hvor Martin Mikkelsen let kunne sende bolden i et tomt mål.

Udligningen rystede gæsterne en del og godt ti minutter senere fik Hobro scoret igen. Denne gang gjorde Rasmus Minor Petersen det onde ved sine tidligere holdkammerater, da han forlængede et hjørnespark til bageste stolpe, hvor indskiftede Quincy Antipas dukkede op og scorede til 2-1.

Selvom André Riel havde en enkelt behjertet afslutning i det sidste kvarter, var det hjemmeholdet der var tættest på scoring. Igen var Antipas på spil, men hans følte afslutning tre  minutter før tid tog indersiden af stolpen og sprang i spil igen på tværs af målet.

I slutfasen kom Nicolas Mortensen på banen til sin debut, men den tidligere Fremad Amager-spiller fik ikke meget at arbejde med i forreste linie.

Pål Alexander Kirkevold presses hårdt af Martin Fisch. Foto: Claus Birch

Trods premierenederlaget, var det en relativt tilfreds Christian Lønstrup, der gjorde status:
– Spillemæssigt var det en godkendt kamp. Det er ærgerligt, at vi taber, for jeg synes at vi havde fortjent mere. Men det illustrerer meget godt, hvad vi oppe mod, på den hylde vi er kommet på. Hvis man giver de andre det mindste, tager de det meste. De kommer på 1-1, stort set ud af ingenting, og så scorer de til 2-1 på en standardsituation. Så vi kunne mærke, at i enkelte faser bliver vi straffet big time på det her niveau.

– Jeg synes dog generelt, at der var mange af vores spillere der spillede godt. TK, der lige er kommet fra Nordsjælland, har trænet med os én gang, og var måske banens bedste i dag, Jeg var i tvivl om han skulle starte inde, men han var rigtig god. Jeg synes faktisk vi var gode over hele linjen. Vi var gode forsvarsmæssigt, og vi var i lange perioder også gode på bolden inde på midten, men vi mangler måske bare lige den sidste skarphed oppe foran. I de sidste ti-femten minutter var der også nogle af vores spillere, der var lidt trætte rent fysisk, og så falder man nemt lidt i forhold til de aftaler man har på banen. Men ellers synes jeg, at det var en klart godkendt indsats, sagde Christian Lønstrup.

Quincy Antipas presses af FCHs debutant Søren Henriksen. Foto: Claus Birch
Det officielle kampprogram.

ALKA Superliga, 1. runde
Søndag d. 16. juli 2017, kl. 16 på DS Arena

Hobro IK – FC Helsingør
2-1 (0-1). Tilskuere: 2.476
0-1 Mikkel Basse (7)
1-1 Martin Mikkelsen (66)
2-1 Quincy Antipas (78)

Hobro IK (4-4-2): Jesper Rask – Jesper Bøge, Rasmus Minor Petersen, Mads Justesen (Anf), Björn Kopplin – Martin Mikkelsen (83.: Nicholas Gotfredsen), Vito Hammershøy-Mistrati, Jonas Brix-Damborg, Danny Olsen (81.: Mikkel Mejlstrup Pedersen) – Pål Alexander Kirkevold, Edgar Babayan (63.: Quincy Antipas).
Ikke benyttet: Nicolaj Jørgensen (M), Jacob Tjørnelund, Honoré Kalala, Sebastian Grønning.
Cheftræner: Thomas Thomasberg.

FC Helsingør (3-5-2): Mikkel Bruhn – Søren Henriksen, Andreas Holm (Anf), Martin Fisch – Johannes Ritter, Christian Køhler, Mads Aaquist (46.: Anders Holst), Mikkel Basse, Frederik Bay (81.: Nicolas Mortensen) – Pierre Larsen (72.: Tobias Christensen), André Riel.
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Ricki Olsen, Morten Hegaard, Mathias Johannsen.
Cheftræner: Christian Lønstrup

Advarsel: Anders Holst, FC Helsingør (80).

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Mikkel Bruhn redder for fødderne af Pål Alexander Kirkevold. Foto: Claus Birch