
Når Danmarks U19-landshold i morgen løber på banen ved EM-slutrunden i Wales, er det med to spillere, der begge har været forbi FC Helsingørs talentakademi. Hjalte Lærke og Tobias Breum-Harild har taget hver deres vej i karrieren efter de forlod FCH, men står nu på en de af store scener for deres årgang.
For både Hjalte Lærke og Tobias Breum-Harild er slutrunden i Wales mere end blot et EM. Det er en mulighed for at måle sig med Europas største talenter – og samtidig vise sig frem for de mange scouts, som traditionelt følger turneringen tæt. Samtidig fungerer turneringen som kvalifikation til U20-VM, hvilket gør den endnu mere betydningsfuld for de deltagende spillere.
Danmark møder i gruppespillet Tyskland (28/6), derefter Spanien (1/7) og endelig Wales (4/7), inden en eventuel semifinale (8/7) og finale (11/7).
Fra Helsingør til italiensk fodbold
For Hjalte Lærke blev opholdet i FC Helsingør noget af en succeshistorie. Da han i sommeren 2023 kom fra Frederiksbergklubben FA 2000 havde ikke mange hørt om midtbanespilleren, der i november samme år kunne skrive sin første ungdomskontrakt med FC Helsingør. Bare et år senere – i sæsonen 2024/25 – kom gennembruddet.
Som 17-årig fik den bevægelige midtbanespiller debut på FC Helsingørs førstehold, inden han i juli 2025 tog springet til italienske Lecce’s udviklingshold Primavera, hvor klubbens anerkendte talentudvikler Pantaleo Corvino så et stort potentiale i den unge dansker. Et skifte der efter forlydender indbragte FCH omkring 150.000 Euro.
I Italien har Lærke hurtigt fundet sig til rette. Det italienske medie MondoPrimavera, der dækker ungdomsfodbolden tæt, beskriver ham som Lecce Primaveras “kreative motor” og fremhæver især hans evne til at sætte sine medspillere op med den afgørende aflevering. Under overskriften: Lecce’s danske juvel, som følger i fodsporene på Hjulmand og Dorgu, sammenligner mediet endda hans bevægelsesmønster med den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen, men peger samtidig på, at Lærke har en endnu større naturlig lyst til at skabe chancer for andre.
I sin første sæson har Lærke bidraget med 4 mål og 11 assists i 36 ligakampe for Lecce, der sluttede på 9. pladsen.
Allerede som FC Helsingør-spiller fik Lærke debut i rødt og hvidt, og repræsenterede FCH i syv U18-landskampe. Siden er det blev til 10 optrædener for U19-landsholdet, før sommerens slutunde.

Tobias Breum-Harild – opfyldelse af drengedrømmen
Den 18-årige målmand begyndte som fireårig i BSV, en af FC Helsingørs samarbejdsklubber, inden han kom til FCHs akademi i 2019.
Allerede dengang var han som U13 med på DBUs talentsamlinger – iøvrigt sammen med FCHs nuværende U19-topscorer Noah Williams – og året efter blev den store drengedrøm opfyldt, da han skiftede til FC København, hvor han siden har arbejdet sig op gennem ungdomsrækkerne.
Denne sommer tog han endnu et stort skridt, da FC København rykkede den 19-årige målmand permanent op i førsteholdstruppen.
Udviklingschef Morten Grahn kalder oprykningen “et naturligt næste skridt”, mens Breum-Harild selv ser det som begyndelsen på en ny fase.
– Det er et virkelig spændende skridt for mig, og jeg er glad for muligheden for at blive en fast del af truppen. Jeg ved, at det kræver hårdt arbejde hver eneste dag på træningsbanen, og det er jeg fuldstændig indstillet på,” sagde Breum-Harild til FC Københavns hjemmeside ved oprykningen til førsteholdstruppen.
Tobias Breum-Harild har efterhånden repræsenteret Danmark i 37 kampe Fra U16 til U19, alle som FCK-spiller.