Rygterne har svirret et stykke tid, og søndag blev der båret yderligere brænde til bålet, da Berlingske Søndag landede i postkassen. Heri søgte Elite 3000, Helsingør A/S en sportskoordinator hvis arbejdsopgaver blandt andet vil være at udvikle et kommende overbygningshold i fodbold. Og direktør Jens Glavind bekræfter overfor Frederiksborg Amts Avis, at planerne om at samle et kommunalt elitehold er langt fremme:
– Jeg får nok svært ved at løbe fra, at der er noget i gære. Fra Elite 3000’s side, har vi spekuleret længe over, hvordan vi kan gøre en forskel. For os er en overbygning, som i håndbold, den eneste vej frem. Og når vi går ind i det arbejde, skal både de administrative og økonomiske ressourcer være tilstede. Derfor har min bestyrelse også valgt at ansætte en ny medarbejder.
Modellen for den kommende eliteklub vil være den samme, som blev benyttet overfor byens håndboldklub forrige år. Men Jens Glavind understreger at detaljerne ikke er fastlagt endeligt:
– Det er snublende nær at benytte samme model. Men det er vigtigt, at vi lytter til de ønsker klubberne har. Vi skal ikke afholde nogle fra at deltage, ved at låse projektet helt fast fra start. Navnet Elite 3000 Fodbold ligger vel lige til højre benet, men ellers må vi lytte til klubberne.
Helsingør IF bekræfter deltagelse
Elite 3000 direktøren vil ikke røbe, hvilke klubber der har sagt ja. Men han erkender, at uden Helsingør IF’s hold i Danmarksserien, vil der næppe være megen idé i projektet:
– Det er klart at HIF har den licens vi skal bruge, og derfor skal de også være med. Jeg har nu mange grunde til at tro, at dét vil de også. Og naturligvis er idéen clearet af med klubbens bestyrelse. Vi mangler endnu at diskutere detaljerne, og så vil det være op til en ekstraordinær generalforsamling at afgøre det endeligt. Udover Helsingør har vi positiv dialog med flere klubber, og jeg vil sige som Lars Larsen. Vi mener at vi har et rigtig godt tilbud!
Formanden for Helsingør IF, Flemming Nielsen, bekræfter forhandlingerne med Elite 3000, der forventes endeligt afsluttet i indeværende uge:
– Arbejdet med en overbygning er langt fremme, og vi håber det kan endeligt vedtages på en ekstraordinær generalforsamling den 24. februar. Elite 3000 har udarbejdet et godt koncept, som vi nu bare skal have finpudset.
Nyt hold klar til sæsonpremieren
Siger Helsingør IF som forventet ja, skal der arbejdes hurtigt i Sundbyen. Og Jens Glavinds nye sportskoordinator får en hektisk start på jobbet:
– Vi sigter mod at Elite 3000 Fodbold er klar til sæsonpremieren i august. Det betyder at vi skal have DBU’s godkendelse senest 1. april, fortæller Glavind.
Udover Helsingørs plads i Danmarksserien, vil den nye klub omfatte ét eller flere ungdomshold. Også disse pladser skal sikres på basis af Helsingørs nuværende licens, der omfatter et juniorhold i 1.Division og ynglinge i 3.Division:
– Jeg vil ikke konkret fortælle noget om, hvordan opbygningen bliver. Men for Helsingør Kommune er det vigtigt, at der bliver en rød tråd imellem kommunens talentprojekt og det lokale elitehold. Den tankegang er afgørende for Elite 3000, og skal sikre at talenter fra de lokale klubber kan deltage, uden at miste tilknytningen til deres oprindelige klub.
Trænerkapacitet allerede klar
Som kommunens højest placerede klub, kommer den nye overbygning til at sætte sine spor i Helsingør IF. Udover licenserne til de bedste rækker, mister klubben givetvis også sine træner og manager Flemming Pedersen.
– Som sagt er vi ikke færdige med forhandlingerne. Men det er da rigtigt at Flemming Pedersen er oplagt som træner for den nye klub. Hans kontrakt med Helsingør løber til sommeren 2006, men den er vi parate til at overtage, fortæller Jens Glavind.
Flemming Pedersen har været i Helsingør siden juli 2001, og har tidligere blandt andet være talentansvarlig i FC København. Den 41-årige træner og manager ser med spænding på udviklingen:
– Jeg er klar til at tage udfordringen op. Det er meget spændende det der foregår netop nu, og tidspunktet er det helt rette. Med en professionel organisation bag os, kan vi sportsligt forbedre os yderligere. Og med de forventede ændringer i Danmarksturneringen er 2.Division ikke så langt væk. Men lige nu foregår arbejdet i bestyrelseslokalet, og jeg koncentrerer mig om at vi bliver klar til forårssæsonen.
En forårssæson der meget vel, kan blive sidste kapitel i Helsingør IF’s historie som eliteklub