Finsk forårsforstærkning på fløjen

Den 24-årige finske kantspiller Saku Ylätupa kommer på låneaftale fra Kalmar FF

FCHs nye lånespiller Saku Ylätupa spillede senest på det finske landshold i januar 2023. Foto: Claus Birch

FC Helsingør har ageret tidligt i transfervinduet og sikret sig en låneaftale med den 24-årige finske kantspiller Saku Ylätupa, der kommer fra Kalmar FF i den bedste svenske række.

Der har ikke været mange mål i den helsingoranske offensiv det forgange efterår. Det skal der ændres på, hvis de lyseblå skal gøre sig forhåbning om at forsvare opholdet i NordicBet Ligaen. Første skridt i den retning blev måske taget i dag, hvor klubben har annonceret en låneaftale med Saku Ylätupa, der løber frem til sommerferien.

Han har det sidste år været tilknyttet Kalmar FF i Allsvenskan, hvor det imidlertid kun er blevet til fire indhop samt et par optrædener i den svenske pokalturnering.

På den svenske klubs hjemmeside begrunder sportschef Jörgen Petersson aftalen:
– Saku havde et hårdt 2023 med begrænset spilletid i Kalmar FF. Med udlånet til FC Helsingør ser vi muligheder for, at han kan få spilletid i et konkurrencepræget miljø, som vi af erfaring ved er udviklende og godt! Målet med udlånet er selvfølgelig at det skal styrke og forberede Saku til efteråret og samtidig påvirke FC Helsingør positivt i låneperioden.

FAKTA
Saku Ylätupa (f. 04.08.1999)
Position: Kant
Klubber: LePa (Finland), FC Espoo (Finland), HJK Helsinki (Finland), RoPS (Finland, lån), Ajax Amsterdam (Holland), AIK Stockholm (Sverige), IFK Mariehamn (Sverige, lån), GIF Sundsvall (Sverige), Kalmar FF (Sverige), FC Helsingør (lån)
Kampe / Mål for FCH: 0 / 0
Landskampe for Finland: U16 (2 kp/0 mål), U17 (11/3), U18 (2/0), U19 (17/3), U21 (15/2), A (3/0)
Kontrakt med FCH til 30. juni 2024

Udvikling i Ajax og landsholdsdebut
Ylätupa stammer fra Esbo i Finland og barndomsklubben LePa. Herefter hed fodboldadresserne HJK Helsinki og Ajax Amsterdam, hvor han spillede fra 2017 – 2019. Som ungdomsspiller var han også flittigt benyttet på de finske landshold, hvor han er noteret for 47 kampe og 8 mål fra U16 til U21.

Han vendte nordpå til AIK Stockholm i 2019 inden han året efter blev købt til GIF Sundsvall i januar 2022. Her var han fast starter på deres mandskab i Allsvenskan, oftest som højre wing eller centerforward. Den 170 cm høje finne skyder lige godt med begge ben og nåede ialt 55 kampe og 6 mål for klubberne i den bedste svenske række.

I 2019 fik han debut på det finske landshold, hvor han er noteret for 3 kampe – den seneste mod Estland i januar 2023.

Spilleren selv ser frem til mere spilletid:
– Det føles godt med denne løsning, og jeg er klar til udfordringen, der venter. Jeg ser det som en god mulighed for mig at få spilletid på et godt hold og i en god liga. Spilletid er utrolig vigtigt, og jeg har ikke spillet meget i den seneste sæson. Derfor er det vigtigt for mig at komme væk til et miljø med mere spilletid. Nu føler jeg mig klar og er parat til at gå i gang. Jeg er også klar til sommeren, uanset hvad der sker.