Efter to defensive forstærkninger kom turen i dag til offensiven, hvor FC Helsingør har hentet den 23-årige Jonas Hebo Rasmussen fra Vejle Boldklub. For mange vil Hebo dog være mest kendt for sine år i Hvidovre IF, hvor han i tre sæsoner var en central midtbaneprofil og højt skattet målscorer.
Om den seneste signing, siger sportschef Johnni Mosevang Christensen til FCHTV:
– Jonas kan dække alle de offensive positioner, kanterne og den hængende angriber. Det er de tre positioner, vi primært tiltænker ham at spille.
– Vi har spillet mod ham nogle gange og det er altid en spiller, vi har haft særlig opmærksomhed på, fordi han kan nogle ting på egen hånd. Nu er vi så heldige, at vi har trukket ham over på vores egen banehalvdel, så nu skal vi ikke holde øje med ham i dén henseende. Nu skal vi udnytte de styrker har har og det skal vi glæde os til, siger sportschefen.
Jonas Hebo Rasmussen er søn af den tidligere Hvidovre-profil Kim Rasmussen og fik også sin fodboldmæssige opvækst i faderens klub.
Talentet var så stort, at han som 16-årig blev hentet til Arsenals ungdomsafdeling og i to år trænede med nogle af fodboldens allerstørste talenter. Også Premier League stjernerne mødte han på træningsbanen, som han fortalte i et interview med BT nogle år senere.
– Man kunne pludselig blev kaldt over til førsteholdets træning, mens man selv var i gang på ungdomsholdet. Det er de helt samme øvelser, jeg havde været vant til på ungdomsholdet, men det foregik godt nok noget hurtigere. Når først man var i det, så tænkte man ikke lige over det. Men hvis man kaldte på bolden fra Cesc Fàbregas og fik den, så nåede man lige at tænke; hvad fanden! Det er noget jeg altid vil huske, det er helt sikkert.
Tilbage i Danmark skrev Jonas Hebo kontrakt med FC Nordsjælland, hvor hans lillebror Mathias i øvrigt spiller i dag. Det kastede dog ingen førsteholdskampe af sig og i 2011 var Hebo tilbage i barndomsklubben Hvidovre IF, som han – i hård konkurrence med FC Helsingør – var med til at spille op i 1. Division. Efter et svært år og nedrykning, skrev han sidste sommer kontrakt med Vejle Boldklub. En aftale der forleden blev ophævet, så han kunne underskrive en 1-årig kontrakt med FC Helsingør.
– Hebo har stået højt på min ønskeliste, så jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få ham til Helsingør, siger en glad cheftræner Christian Lønstrup.
Efter kontraktunderskrivelsen lagde Jonas Hebo ikke skjul på, at han glædede sig til at komme i i gang i sin nye klub, da han talte med FCHTV.
– Det er en spændende klub med masser af optimisme og ambitioner. Jeg kan faktisk næsten ikke vente med at komme til at træne og spille kampe for FC Helsingør.
– Jeg er sikker på, at vi med den trup, der er ved at blive bygget op, kan gøre et rigtig godt indtog i 1. Division, lød det fra Hebo, der har spillet 11 kampe på de danske ungdomslandshold.