FCH møder Vallensbæk IF i pokalen

Mulighed for revanche for tidligere pokalfiasko

Vallensbæk IF fra Serie 1 blev FC Helsingørs modstander i 1. runde.

Serie 1 klubben fra Vallensbæk IF blev FC Helsingørs modstander i 1. runde, da det i dag blev trukket lod til pokalturneringen. Dermed er der mulighed for revanche for et forsmædeligt FCH-nederlag tilbage i foråret 2007!

FC Helsingør skal en tur til Vallensbæk Idrætscenter syd for København, når 1. runde af Betano Pokalen afvikles i starten af august.

Kampdagen er endnu ikke præcist fastlagt, men det forventes af blive en midtugekamp umiddelbart efter sæsonpremieren mod Vanløse IF.

Vallensbæk IF rykkede i foråret ud af Sjællandsserien, men er nået til 1. runde i pokalturneringen via sejre over serie 1-klubberne Svinninge IF (5-2) og Hareskov IF (2-1).

Med lodtrækningen kan FCH næppe undsige sig favoritrollen, men har dog ikke de bedste minde fra den egn. Tilbage i sæsonen 2006/07 mødte de to klubber også hinanden i pokalturneringen og her vandt Vallensbæk IF  6-4 den 30. maj 2007 efter forlænget spilletid. Den ordinære kamp sluttede 4-4. Dengang lå FCH i Kvalifikationsrækken mens Vallensbæk fristede tilværelsen i serie 2.

Hvordan FCH vil prioritere turneringen vil tiden vise. Siden stiftelsen i 2005 er det ikke lykkedes at nå længere end 4. runde:

Bedste placering i Landspokalturneringen:
4.rd: FC Helsingør – Lyngby BK (Superliga) 2-2 (straffe 4-5), 31. oktober 2023
4.rd: AaB (Superliga) – FC Helsingør 2-1, 6. december 2017
4.rd: FC Helsingør – Randers FC (Superliga) 0-2, 21. oktober 2015