FCH lejer Souheib Dhaflaoui i FC Nordsjælland

Kantspiller skal udvikles i FC Helsingør

Souheib-Dhaflaoui-2016-01-30-Træningskamp-FC-Nordsjælland-vs-FC-Helsingør-0199-2
Souheib Dhaflaoui er lejet i FC Nordsjælland for resten af efteråret. Foto: Claus Birch.

På transfervinduets sidste dag har FC Helsingør forstærket truppen med den 20-årige Souheib Dhaflaoui, der er lejet i FC Nordsjælland for resten af efteråret.

– Souheib er en spændende spiller som jeg har fulgt gennem hans ungdomsår og jeg vil ikke tøve med at kalde ham et at de ubetinget største talenter i hans årgang. Han er en spændende og teknisk dygtig spiller, som har noget X-faktor. Nu skal det blive spændende at se, om vi kan forløse hans store potentiale her i Helsingør, fortæller FC Helsingørs direktør Janus Kyhl om tilgangen.

For FC Nordsjælland handler det om, at den unge kantspiller skal have flere kampe i benene.
– Souheib har brug for mere spilletid end tilfældet er hos os lige nu, og da han stadig er en spiller, som har fodbold-fremtiden foran sig, er en periode på lån i Helsingør et naturligt skridt i hans udvikling, siger FC Nordsjællands sportschef Carsten V. Jensen.

FAKTA
Souheib Dhaflaoui (f. 8. maj 1996)
Position: Kant
Klubber: B.93, FC Nordsjælland, FC Helsingør
Superligakampe / Mål: 8 / 0
Kontrakt (leje) til: 31. december 2016
Trøje nr: 27

– Jeg glæder mig til at komme ud og prøve noget nyt, efter at jeg har været i FCN i lang tid, og det bliver spændende at prøve mig af i Helsingør, som jeg håber på, at kunne hjælpe. Forhåbentlig bliver det til mange kampe, hvis jeg gør det godt nok, siger Souheib, til fcn.dk.

Souheib Dhaflaoui har tunesiske rødder og blev hentet til FC Nordsjælland som 16-årig i sommeren 2012 fra B.93. Han debuterede i Superligaen mod AaB i august 2015 og spillede ialt 8 kampe i 2015/16-sæsonen. Derudover har han spillet to pokalkampe i FCN-trøjen.