FCH henter alsidige Marc Winkel i BK Frem

Rutineret 22-årig midtbanespiller

Marc Winkel – der her har godt fat i FCHs Thomas Basbøll i en kamp sidste år – har skrevet kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2027. Foto: Claus Birch

Oprustningen fortsætter i FC Helsingør, der i dag har præsenteret endnu en forstærkning til midtbanen. Den 22-årige Marc Winkel tager springet fra Boldklubben Frem og har skrevet kontrakt med FCH frem til sommeren 2027.

Med tilgangen af Marc Winkel har FCH-træner René Skovdahl fået noget af et universalværktøj til værktøjskassen, her i ugen op til sæsonpremieren mod Vanløse IF.

Winkel beskrives som en atletisk og løbestærk spiller, der kan bruges på stort set alle positioner på kanterne. Han har spillet både højre og venstre back, wingback, kantspiller og på den centrale midtbane – en fleksibilitet, der giver trænerstaben flere taktiske muligheder.

– Marc har taget et stort ansvar på midtbanen, siden han kom til klubben, og han har altid givet alt, hvad han havde. Vi siger tak for indsatsen og ønsker ham alt det bedste fremover, lyder det fra sportschef Peter Lassen i Boldklubben Frem.

Marc Winkel er opvokset i Taastrup og har fået sin fodboldopvækst i blandt andet Brøndby IF, Hvidovre IF og HB Køge, inden han tog springet til Fremad Amager. Her fik han seniordebut i NordicBet Ligaen som 18-årig, før turen gik videre til FC Roskilde. I januar 2025 skiftede han til BK Frem og har samlet set godt 90 divisionskampe i rygsækken.