
I teorien lever FCH endnu, men efter pointdelingen mod Skive IK er det ikke længere realistisk at tro på 2. divisionsbold i Helsingør næste sæson. En tam indsats der ikke gav håb om at de lyseblå henter tre sejre i de sidste tre kampe.
Kravet var tre points mod Skive denne søndag, hvis FCH skulle bevare chancen for at snige sig forbi netop skibonitterne i bundstriden. Det lykkedes ikke og nu er kravet tre sejre i de resterende tre kampe, mens dagens gæster tilsvarende skal tabe deres tre slutkampe. Det er der ikke mange der tror på og sandsynligvis heller ikke FCH-spillerne.
Ihvertfald var det ikke en indsats der signalerede liv eller død, der blev lagt for dagen foran de 314 tilskuere. Tempoet var mere end adstadigt, indtil FCH efter godt en halv time fik bolden i nettet.
Cheftræner René Skovdahl havde for første gang unge Sigurd Ulriksen med fra start og U19-spilleren kvitterede med at sende bolden i mål, efter godt oplæg fra Abdoulie Njai. Desværre for FCH og Ulriksen blev Njai dømt i offside-position, en kendelse der var genstand for større debat.
I stedet slog Skive til i modsatte ende og – naturligvis – var det anfører Christian Kudsk der stod for scoringen. Det var hans sjette sæsonmål mod de lyseblå – inklusive hans firemålsshow i sæsonåbneren tilbage i august måned.
FCH rokerede på midtbanen i pausen, hvor lejesvenden fra Lyngby BK, Aksel Jørgensen kom ind og fik bedre fat i samarbejdet med Gustav Johansen centralt.
Det gav udbytte efter et kvarter, hvor en returbold endte hos Casper Holmelund og dén mulighed eksekverede FCH-topscoreren sikkert.
Begge hold havde muligheder den sidste halve time, men det afgørende tryk på gæsterne mål kom aldrig og med 1-1 må løbet siges at være kørt.
Kravet er nu tre sejre – mod Ishøj IF, Brabrand IF og VSK Aarhus. En svær opgave i sig selv, som endda let kan vise sig, ikke at være nok.
Matchfacts
2. Division, søndag den 17. maj 2026 kl. 13 på Helsingør Stadon
FC Helsingør – Skive IK
1-1 (0-1). Tilskuere: 314
0-1 Christian Kudsk (36)
1-1 Casper Holmelund (60) Assist: Ingen
FC Helsingør (4-4-2): Maksymilian Boruc – Nikolaj Bagger, Mads-Emil Langberg, Daniel Arrocha (Anf), Mathias Brems – Sigurd Ulriksen (46.: Tobias Augustinus-Jensen), Frederik Winding (46.: Aksel Jørgensen), Gustav Johansen, Abdoulie Njai – Cheikh Ibra Diouf, Casper Holmelund (80.: Mikkel Knudsen).
Ikke benyttet: Hjalte Petersen (M), Sebastian Slettegaard, Frederik V. Kristensen, Tobias Nielsen, Noah Jakobsen.
Cheftræner: René Skovdahl
Skive IK (5-3-2): Nicolai Christensen – Oliver Østergaard, Malthe Bøndergaard, Samuel Juel, Frederik Warrer, Daniel Thøgersen (46.: Viktor Hoff) – Oliver Amby, Lasse Overgaard (65. Mathias Nedergaard), Christian Kudsk (Anf)(93.: Anders Fæster) – Gustav Callø, Frederik Sloth (80.: Toby Pedersen).
Ikke benyttet: Oliver Bjerregaard (M), Mads Christiansen, Sebastian Madsen, Reza Ghotbabadi.
Cheftræner: Anders Jensen
Advarsler (8): Abdoulie Njai (30), Casper Holmelund (61), Gustav Johansen (82), Mikkel Knudsen (89), Aksel Jørgensen (93) Skive: Malthe Bøndergaard (51), Frederik Sloth (76), Toby Pedersen (84)
Dommer: Sebastian Tornhøj Nielsen