FC Helsingør – Hvidovre IF 1-0

Træningskamp, 6. februar 2016 på Hornbæk Idrætsanlæg

Selvom der nu kun er en måned til den planlagte sæsonåbner mod Skive IK på Helsingør Stadion, er der ikke mange ledetråde at hente i FC Helsingørs træningskampe, når der gælder Christian Lønstrups foretrukne startellever.

Sygdom og skader driller fortsat i FCH-lejren, der i lørdagens træningskamp mod Hvidovre IF måtte se bort fra Rasmus Minor Petersen, Andreas Holm, Mads Aaquist, Daniel “Elly” Pedersen og Christoffer Boateng.

– Nu er der kun en måned til vi starter og fremadrettet er jeg nødt til, at begynde at fokusere på en startopstilling. Vi har testet mange spillere og konstellationer, men efterhånden må jeg erkende, at det mere er af nød, erkender Christian Lønstrup.

Han fik yderligere et par panderynker op til weekenden, da det stod klart at Christoffer Boateng må tilbringe de næste 2 – måske 3 – måneder på sidelinien. Boateng måtte humpe ud af træningskampen mod FC Nordsjælland og har pådraget sig en ledbåndsskade i knæet.

Det har fået Christian Lønstrup til at ombestemme sig i forhold til Lyngby-angriberen Gustav Therkildsen, der tidligere i opstarten prøvespillede i Helsingør.
– Vi havde faktisk sagt farvel til Gustav, men situationen har ændret sig og nu har vi indgået en halvårlig aftale med ham, fortæller Christian Lønstrup.

Therkildsen måtte dog tage plads på udskiftningsbænken mod Hvidovre, hvor FCH startede i en usædvanlig 4-3-3, med Ricki Olsen, Martin Koch og Philip Zinckernagel på de forreste pladser.

I en “omvendt” midtbanetrekant lå Vito Hammershøy-Mistrati og Dia Raofat foran Morten Bertolt og det fungerede godt, i en kamp hvor FCH skabte de fleste chancer.

Philip Zinckernagel havde et par fine chancer og specielt Martin Koch burde have bragt de orangestribe foran, men høvlede bolden over mål.

I stedet blev Mistrati matchvinder i sin anden optræden for FCH, da han afsluttede et indlæg efter en omstilling hvor anfører Kasper Enghardt brød gæsternes opspil.

Mistrati kunne ligne noget af en publikumsfavorit med sin energi og gode spark. Hans ankomst har da også betydet, at der ikke bliver nogen FCH-karriere for B.93-spilleren Danny Mirabel i denne omgang.
– Vi har aftalt med Danny, at han finder et andet sted at spille, siger Christian Lønstrup, der til gengæld har vendt tommelfingeren opad for de to sidste prøvespilleren, Jasin Khayat og Oliver Hansen.

– Jeg forventer, at vi laver en aftale med begge i den kommende uge,  fortæller FC Helsingør træneren, der sendte venstrebacken og midtstopperen i aktion efter pausen, hvor otte udskiftninger fik kvaliteten til at dale mærkbart på kunstgræsset i Hornbæk.

FC Helsingør skal i aktion igen allerede på tirsdag, hvor man har fundet plads til en ekstra træningskamp. Det spilles mod danmarksserieholdet fra Fredensborg BI kl. 17:30 på kunstgræsset ved Helsingør Hallen.

 

Træningskamp
Lørdag d. 6. februar 2016, kl. 14:00 på Hornbæk Idrætsanlæg
FC Helsingør – Hvidovre IF 1-0 (1-0).
1-0: Vito Hammershøy-Mistrati (37)

FC Helsingør (4-3-3): Mikkel Bruhn – Daniel Thorup, Kasper Enghardt (Anf.), Mads Danekilde, Mikkel Knudstrup – Dia Raofat, Morten Bertolt, Vito Hammershøy-Mistrati – Ricki Olsen, Martin Koch, Philip Zinckernagel.
Indskiftede reserver: Aris Vaporakis, Daniel Jespersen, Hulusi Dolar, Oliver Hansen, Jasin Khayat, Jonas G. Hansen, Essam Salamoun, Anders Junge, Gustav Therkildsen.
Tilskuere: 75