FC Helsingør fik en forrygende start på forårssæsonen, da man med ti mand fik revanche mod Brønshøj Boldklub, der var det eneste mandskab, der formåede at slå FCH i efteråret.
Statsministerens Coronavirus advarsler til trods, fik FC Helsingør lov at gennemføre forårspremieren, hvor samtlige tilskuere til gengæld fik afsprittet håndfladerne ved indgangen til stadion.
Som ventet stillede de lyseblå med Kevin Stuhr Ellegaard mellem stængerne. Han var prisgivet ved gæsternes udligning, men havde ellers ikke meget at se til i sin FCH-debut.
Det var ellers ikke uden en portion hårdt arbejde, at sejren kom i hus. Nikolaj Hansen headede godt nok FCH planmæssigt foran på et hjørnespark og fem minutter senere troede Nicolas Mortensen, at han havde bragt sit hold på 2-0. Men målet blev annulleret for off-side og efter en kæmpe fejl af anfører Andreas Holm, kunne Mads Rønne istedet smutte igennem og udligne.
Bjerget blev endnu sværere at bestige kort efter, da Daniel Norouzi fik direkte rødt kort efter en batalje med en Brønshøj-spiller. Dermed kunne FCH se frem til at spille en time i undertal…..
Cheftræner Morten Eskesen tog Anders Holst ud, og ændrede formationen for at stabilisere den defensive midtbane med Thomas Kristensen. Udvisningen betød, at der ikke længere var den store forskel på de to hold.
Alligevel var det fortjent, da FCH igen kom foran. Nicolas Mortensen sendte bolden ind foran mål, hvor Jeffrey Ofori fik sendt den i eget net.
Herefter kontrollerede FC Helsingør kampen og et kvarter før tid kunne Nicolas Mortensen fra straffesparkpletten score sit 18. sæsonmål, efter han selv var blevet væltet omkuld.
I slutfasen blev også Brønshøj reduceret til ti mand og til sidst kunne U19-spilleren Hans Christian Bonnesen lukke kampen med sin første scoring for FCHs divisionshold.
2. Division, Pulje 1
Fredag d. 6. marts 2020, kl. 19
Helsingør Ny Stadion
4-1 (1-1). Tilskuere: 908
FC Helsingør (4-2-3-1): Kevin Stuhr Ellegaard – Jonas Henriksen, Andreas Holm (Anf), Nikolaj S. Hansen, Hans Christian Bonnesen – Daniel Norouzi, Frederik Juul Christensen – Lucas Haren (79.: Ricki Olsen), Carl Lange, Anders Holst (37.: Thomas Kristensen) – Nicolas Mortensen (90.: Teddy Bergqvist).
Ikke benyttet: Christoffer Petersen (M), Mathias Christensen, Dalton Wilkins, Elijah Just.
Cheftræner: Morten Eskesen.
Brønshøj Boldklub (4-2-3-1): Kasper Vilfort – Jacques Bang Sørensen, Jeffrey Ofori, Nicolai Clausen, Jonas Magnussen – Lucas Petersen (53.: Davrim Sahin), Mads Emil Juel Andersen – Dawda Ngum, Mads Rønne (Anf) (79.: Casper Löween Jensen), Simon Richter – Kevin Bechmann Timm.
Ikke benyttet: Nicolaj Fallentin (M), Jamil Fearrington, Andreas Christensen, Victor Koch Hansen, Festim Mustafi.
Cheftræner: Michael Madsen.
Udvisninger (2): Daniel Norouzi (31), FC Helsingør. Jacques Bang Sørensen (83), Brønshøj.
Dommer: Frederik Lysemose Hoffmann