Bjarke Jacobsen har signeret ét-årig kontrakt

Midtbanespiller blev FCHs sjette kontraktspiller

Ingen dag uden kontraktnyheder fra FC Helsingør. Det synes at være tilfældet i øjeblikket, hvor der arbejdes på højtryk for at sammensætte et slagkraftigt mandskab til den kommende sæson.

I dag var det så 20-årige Bjarke Jacobsen der satte sin underskrift på en aftale, der løber frem til næste sommer. Den elegante og boldsikre spiller har været en af den forgange sæsons store oplevelser, siden han kom fra FC Nordsjællands U19-hold i efteråret.

Bjarke Jacobsen (FC Helsing¯r).
Bjarke Jacobsen har skrevet en ét-årig kontrakt med de lyseblå. Foto: Claus Birch.

Siden er det blevet til 26 kampe for Jacobsen, der oprindeligt kommer fra Helsinge.

Bjarke Jacobsen blev dermed FC Helsingørs sjette kontraktspiller, efter at Anders Holst, Martin Junior Christensen, Jannik Zimling, Matthias Andersen og Kasper Enghardt alle har indgået tilsvarende aftaler.