André Riel tilbage til FC Helsingør

To-årig kontrakt til tidligere topscorer

Efter 6 måneder i Vendsyssel FF, vender angriberen André Riel tilbage til FC Helsingør, skriver klubben i en pressemeddelelse. Den hurtige offensivspiller spillede lørdag hele opgøret mod engelske Bolton Wanderers og torsdag aften indgik parterne så en 2-årig aftale.

André Riel var topscorer da han forlod FC Helsingør ved årsskiftet, hvor han havde indgået en 3-årig aftale med Vendsyssel FF. Men opholdet i det nordjyske blev spoleret af skader og deraf følgende manglende spilletid.

– André var hurtig til at kontakte os og spørge, om han måtte holde formen ved lige efter bruddet med Vendsyssel FF, hvilket vi sagde ja til. Ret hurtigt stod det klart at André gerne så sig selv tilbage i FC Helsingør trøjen og der måtte vi tænke hurtigt. André har i den grad vist os, at han ønsker at være her og vi er bestemt også glade for at have ham tilbage i truppen. En spiller som André kan afgøre fodboldkampe og dethar han også tidligere vist hos os, så det er naturligvis vores håb, at han igen kan gå ind og præstere på det høje niveau han tidligere har gjort, udtaler direktør, Janus Kyhl fra FC Helsingør.

André Riel tiltræder i FC Helsingør med det samme, og har tegnet en kontrakt der gælder frem til 30. juni 2018.